Vindmøller og solceller kommer i fremtiden til at fylde langt mere i det danske landskab. Ifølge en ny analyse kan vi dog godt sikre vores elforsyningssikkerhed af den grund. (Arkivfoto).
Livet her

3000 hektar solceller og 70 vindmøller: Nu skal det afgøres

Politisk splittelse om i alt 37 energiparker i Hjørring Kommune

09. juni 2023 kl. 11:01
Opdateret kl. 11:23

HJØRRING: Mens borgerne foreløbig forholder sig lidt afventende, er de politiske sværdslag startet om den store bunke ansøgninger om solcelleparker og nye vindmøller, som Hjørring Kommune har modtaget.

Nu er den første grovsortering lavet, og et politisk flertal vil arbejde videre med langt de fleste projekter.

Hjørring Kommune har modtaget i alt 42 ansøgninger med i alt ca. 3.000 hektar solceller og 70 vindmøller fordelt på 37 områder.

- Vi ønsker at fortsætte processen for langt de fleste projekter, men dermed ikke sagt, at de alle får grønt lys. Foreløbig skal borgerne høres i en fordebat, og jeg fornemmer, at stemningen blandt mange efterhånden er vendt. Jeg oplever ikke voldsom modstand, siger udvalgsformand Søren Homann (K)

Der er imidlertid langt fra politisk enighed om alle projekterne. Venstre modsætter sig en række af projekterne. 

- Vi mener, at der er mange af ansøgningerne, der ikke passer ind og ikke harmonerer med kommunens strategi, så dem ønsker vi at stoppe allerede nu, siger venstres medlem af teknik- og miljøudvalget, Michael Engbjerg. 

Status for de 37 områder og i alt 42 ansøgninger er, at Venstre stemmer imod at gå videre med 12 projekter, bl.a. et nyt stort projekt ved Hjortnæs- tæt på Børglum Kloster. 

Et flertal i udvalget vil  foreløbig kun stoppe to projekter ved Dvergetved tæt på grænsen til Frederikshavn Kommune og et projekt med solceller ved Løkken. 

- Det skyldes primært hensynet til natur- og landskabelig værdier, siger Søren Homann. 

Af de i alt 37 områder vil et flertal stoppe projekterne nr. 4 og 36. Venstre stemmer imod 12 projekter, nemlig 5,10, 14,16,17, 20, 25, 29, 32, 33, 34, og 35.

 I Folketingets klimaaftale om grøn strøm og varme fra 2022 blev det aftalt, at der skal ske en firedobling af produktionen af sol- og vindenergi på land senest i 2030.

Hjørring Kommune vil i sin Energiplan 2.0 ”understøtte den grønne omstilling ved at hjælpe virksomheder, fjernvarmeværker og borgere m.v. med at arbejde for, at der er lokal grøn energi til rådighed for borgere, fjernvarmeværker, landbrug og virksomheder”.

Hjørring Byråd har allerede startet planlægning for et nyt vindmølleområde mellem Ilbro og Høgsted fra ansøgningsvinduet 2021-2022, og flere vindmøller på Hirtshals Havn i forbindelse med den fremtidige havneudvidelse. Den planlægning forløber uafhængigt i forhold til behandlingen af de nye ansøgninger fra 2023.

Annonceret indhold

Nyeste