Billede beskrivelse

19-årig kastet ud af bilen ved solouheld

Høj fart er sandsynligvis medvirkende til uheldet

24. september 2023 kl. 11.56
Opdateret 25. september 2023 kl. 15.02

To unge mænd slap billigt efter et solouheld lørdag aften på Mølgårdsvej mellem Hjørring og Sindal.

Uheldet skete klokken 22.38 i en kurve, hvor bilen gled af vejen.

Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Jesper Sørensen.

Bilen blev kørt af en 23-årig mand. På passagersædet sad en 19-årig mand.

Ved uheldet blev den 19-årige kastet ud af bilen.

- Han bliver kørt til traumeafdelingen på Aalborg Universitetshospital, men her klokken 04 søndag morgen, får vi en melding fra sygehuset om, at han er sluppet næsten uskadt fra uheldet. Der er kun tale om mindre overfladiske skader, siger Jesper Sørensen.

Den 23-årige mand blev hentet af et familiemedlem og kørt til skadestuen, hvor han blev undersøgt for mindre skader.

Hvad der er årsagen til uheldet, ved politiet ikke med sikkerhed.

Vagtchef Jesper Sørensen fortæller, at der ikke umiddelbart er mistanke om, at den 23-årige har været påvirket af alkohol eller euforiserende stoffer.

Politiet har haft både en bilinspektør samt en patrulje og indsatsleder på stedet for at undersøge uheldet nærmere med henblik på at fastslå årsagen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste