Udviklingsmidler søger ejermænd inden for de blå erhverv
I Frederikshavn og Hjørring Kommune arbejder FLAG Nord målrettet med at puste liv i maritime erhvervsprojekter med øremærkede midler fra EU og Folketinget.
I takt med forandringerne i fiskeriet, og i de øvrige maritime erhverv, møder flere og flere fiskerisamfund behovet for en økonomisk saltvandsindsprøjtning for at sikre deres bæredygtige udvikling.
Derfor afsættes der årligt støttemidler, både i Danmark og i EU, målrettet lokale erhvervsindsatser i de kystnære byer.
I Nordjylland administreres de finansielle midler af FLAG Nord, der er en del af både det danske og det europæiske Hav- og Fiskeriprogram og fungerer som bindeled mellem lokale erhvervsdrivende inden for fiskeriet og offentlige midler.
FLAG Nords bestyrelse ser det som deres fornemmeste opgave at sørge for, at pengene finder vej ud til innovative og driftige sjæle i de kystnære byer i Frederikshavn og Hjørring Kommune.
Gejst og risikovillighed
Målet er både at skabe nye arbejdspladser og fastholde arbejdspladser i de byer, der historisk har ernæret sig ved fiskeriet, og som oplever nedgang i erhvervet.
Koordinator hos FLAG Nord Kitti Bergkjær mener, at man med fordel kan se puljen som en slags offentlige, risikovillige udviklingsmidler.
- Ved at give en smule penge til nogen med en god idé, så får man skabt noget gejst og noget risikovillighed, fordi de erhvervsdrivende så ikke står med en egenfinansiering på 100 procent.
Man kan modtage op til 50 procent i støtte, men erfaring har vist, at selv små investeringer i private virksomheder kan have en betydelig indflydelse.
Især når de bruges til at stimulere risikovilligheden hos de ildsjæle, der lige mangler det sidste finansielle skub for at realisere deres projekter.
Strandby – et skoleeksempel
Med mange års erfaring fra turistbranchen var Lene Kappelborg én af dem, der var med til at se potentialet i at udvikle Strandby Havn, så den udover fiskeri også gav plads til lystbåde og var attraktiv for sejlere og turister.
Tidligere dominerede erhvervsfiskeri havneområdet, men med ændringerne i fiskeriet blev det klart, at finansieringen af den privatejede havn måtte gentænkes.
For at holde havnens økonomi oven vande, besluttede de lokale strandbyfolk at åbne havnen op for andre erhverv og turismeaktivitet.
På tærsklen til et nyt havnekapitel i Strandby kom mulighederne for støtte fra FLAG Nord på det helt rigtige tidspunkt.
Udviklingen er i dag et levende eksempel på, hvordan udviklingskronerne kan være med til at hjælpe en områdeudvikling rigtig godt på vej.
Investeringer i service- og vaskepladser til både, et bådhotel, en maritim genbrugsplads og meget mere, betyder, at Strandby Havn nu er en levende havn, og at man er mange til at holde havnens økonomi sund.
Derudover har støtte fra FLAG Nord til udviklingsprojekter i virksomheder på havnen givet flere jobs og en erhvervsaktivitet på havnen, der smitter positivt af på resten af byen.
Med inspiration fra Sverige valgte man desuden at støtte opførelsen af en række ikoniske røde fiskerhuse på havnen i 2018 med lidt over 600.000 kr., hvor der kan drives erhverv, lystsejlere kan opbevare deres grej, og de kan lejes af private.
Med den positive udvikling de seneste år gik Strandby fra at være en by truet af skolelukning til en by, hvor der pludselig ikke var byggegrunde nok.
Et lokalt partnerskab
I FLAG Nord tager de meget gerne ud og får en snak med de interesserede og Kitti understreger, at det er afgørende, at de projekter, som bestyrelsen vælger at investere i, er lokalt forankrede:
- Hele grundtanken er, at det skal være lokalt styrede udviklingsprojekter.
Derfor er bestyrelsen også bredt sammensat af repræsentanter med kendskab til fiskeriet, lokalpolitikere fra både Hjørring og Frederikshavn Kommune samt Regionen og borgerrepræsentanter fra lokale virksomheder, foreninger eller organisationer.
- Det er helt særligt, at erhvervsdrivende kan få del i offentlige midler – og derfor er der selvfølgelig en del regler forbundet med det, fortæller Kitti.
Det skal dog ikke hindre, at støtten når ud til de rette ejermænd, hvorfor Kitti står til rådighed med hjælp og vejledning gennem hele processen.
Du kan læse mere om, hvordan du ansøger og FLAG Nords arbejde her.