Billede beskrivelse

Lukker sine højdrægtige køer inde efter møde med ulv

Landmand så lørdag sammen med sin far under kreaturtransport en ulv løbe i høj fart langs Hyllebjergvej ved Farsø

10. januar 2022 kl. 16.51
Opdateret kl. 20.44

HYLLEBJERG/FARSØ: Det var noget af et usædvanligt syn, der mødte fritidslandmand Rasmus Munk Jakobsen og hans far, da de lørdag formiddag med en kreaturvogn efterspændt en traktor havde været ude at hente nogle ammekøer hjem fra et naturområde øst for Hyllebjerg.

Grafik:

- For da vi ved middagstid på vej hjem passerede forbi Hyllebjerg Kirke, der ligger nabo til min gård, så vi en ulv foran os løbe langs Hyllebjergvej i stor fart i retning mod Hyllebjerg. Umiddelbart virkede ulven med sin adfærd utryg ved situationen, da den løb blot omkring 60 meter foran traktoren, fortæller Rasmus Munk Jakobsen.

Billede beskrivelse

En bilist fra lokalområdet havde også spottet ulven efter at have overhalet traktoren med kreaturvognen op ad bakken ved kirken.

- Han troede i første omgang at det var mig, der måske havde tabt en kalv under transporten af mine ammekøer, bemærker Rasmus Munk Jakobsen.

Han så selv ulven løbe forbi sin gård, hvorefter den forsvandt af syne.

Frygter overfald på små kalve

Ulvens tilstedeværelse i området ved Hyllebjerg lørdag betyder, at Rasmus Munk Jakobsen ikke længere tør lade sine højdrægtige ammekøer have mulighed for også at gå ude i det fri på græsmarken ved sin gård.

- De bliver nu lukket inde i stalden for ikke at risikere, at ulven måske kommer igen og dræber en nyfødt kalv ude på marken, pointerer han.

Nordjyllands Politi har lørdag modtaget flere anmeldelser fra folk, der har set ulven i området ved Hyllebjerg.

En anmelder mente ifølge vagthavende, at der med ulvens størrelse nok var tale om en hanulv.

Umiddelbart er det ifølge vagthavende hos Nordjyllands Politi ikke en politiopgave at modtage anmeldelser om ulve set rundt omkring i den nordjyske natur.

Se også
Jagthund i kamp med ulv: - Pas på jeres hunde
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste