Kristian Lilholt står sammen med Frede Panduro for den musikalske underholdning i forbindelse med landsbyernes årsmøde i Vesthimmerland. Arkivfoto
Mennesker

Tre kandidater med i opløb om landsbypris

Hvem der får prisen afsløres tirsdag 9. november i Ranum

27. oktober 2021 kl. 14:25

Skal årets Landsbypris i Vesthimmerland havne i Overlade, Skarp Salling eller Flejsborg?

Det vil vise sig, når landsbyrepræsentanter fra hele Vesthimmerlands Kommune tirsdag 9. november samles til årsmøde på Ranum Efterskole.

På forhånd er tre kandidater i spil til Landsbyprisen 2021.

Knud Berntsen er indstillet for sit store arbejde omkring lokalhistorisk arkiv i Overlade. Knud Berntsen er i sjælden grad ”Overlade mand” og husker meget fra området i og omkring Overlade. Oprindeligt havde han svært ved at overskue flytningen af arkivet til nye lokaler, men med god hjælp fra borgerforeningen er Knud Berntsen og resten af folkene bag arkivet blevet glade for de nye lokaler, hedder det i indstillingen fra Overlade.

Kandidat nr. 2 til Landsbyprisen er Vera Laustsen. Hun er indstillet for - i en menneskealder - at have været med til at forme og udvikle Skarp Salling. ”Vera er forgangskvinde for mange aktiviteter i byen, som alle er medvirkende til at genere penge til borgerforeningen. Hun trådte ud af borgerforeningens bestyrelsen i 2021 men fortsætter det frivillige arbejde omkring foreningen”, fremhæves dét i indstillingen fra Skarp Salling.

Tredje og sidste bejler til Landsbyprisen er Svend Pedersen, som er indstillet for sit store engagement i Flejsborg Landsbyforening. ”Uden Svend ingen forening. Svend slår græs, sørger for flag allé og planter og vander blomster på byens fællesplads. Desuden er det også Svend der sørger for transport ved arrangementer, hvor Svend har lavet en vogn, som han spænder efter traktoren”, lyder skudsmålet om den aktive Flejsborg-borger.

Landsbyprisen i Vesthimmerland gives til en forening, en landsby, en landsbyildsjæl eller et projekt og er tænkt som en påskønnelse for en ydet indsats i en af de vesthimmerlandske landsbyer. Håbet er, at prisen skal glæde og anspore landsbyerne i kommunen til at arbejde med fortsat udvikling.

Aftenen byder, udover prisuddeling og spisning, også på oplæg omkring den nye landdistriktspolitik og projekt ”Meet the Locals”, der har til sigte også at åbne turisternes øjne for de kvaliteter, der gemmer sig i de vesthimmerlandske lokalsamfund.

Aftenen afrundes med musikalsk underholdning af Kristian Lilholt og Frede Panduro.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu