To kvinder i Himmerland blev onsdag ringet op af formodede svindlere - en fra Skattestyrelsen og en fra politiet i Videbæk.  Genrefoto
Livet her

Fupopringninger fra både politi og Skattestyrelse

Hverken i Hornum eller i Skelund fik telefonsvindlerne dog noget ud af deres lumske forehavende

20. januar 2022 kl. 11:05

Han var ellers så flink - den påståede medarbejder fra Skattestyrelsen, der onsdag eftermiddag ringede til en ældre kvinde på Kirkevej i Hornum og tilbød at hjælpe kvinden med at få udbetalt sit tilgodehavende fra Skat.

Kvinden i Hornum anede dog uråd og afbrød samtalen, inden det kom til at udlevere kontonumre og andre personlige oplysninger, og det var utvivlsomt en fornuftig indskydelse, lyder det torsdag fra Himmerlands Politi.

Dét nummer, der blev ringet fra, var nemlig ikke et telefonnummer i Skattestyrelsen, men derimod et nummer knyttet til et taletidskort.

- Men selve trick’et med Skattestyrelsen. Dét har vi da vist ikke fået anmeldelser om før, bemærker vagthavende hos politiet i det himmerlandske.

I øvrigt var kvinden i Hornum ikke den eneste i lokalområdet, som i løbet af onsdagen blev udsat for forsøg på telefon-svindel.

Da telefonen ringede hos en 52-årig kvinde fra Skelund var det dog ikke en medarbejder fra Skattestyrelsen, der var i røret, men derimod en påstået politimand fra politiet i Videbæk i det vestjyske.

Vedkommende ville gerne høre nærmere om nogle lån, som den 52-årige skulle have optaget på nettet, og om nogle andre net-transaktioner, som kvinden i Skelund ligeledes skulle have foretaget, men også i dette tilfælde havde den formodede telefonsvindler gjort regning uden vært.

Inden samtalen for alvor nåede at udvikle sig, smækkede den mistroiske østhimmerlænding røret på, og politiets efterforskning har da også efterfølgende bekræftet, at der ikke er nogen politifolk i Videbæk, der har haft ringet til Skelund.

Annonceret indhold

Nyeste