Forladt gård i flammer - to længer brændt ned

Brandfolk fra to stationer fik assistance fra Beredskabsstyrelsen i Thisted

10. marts 2022 kl. 21.14
Opdateret 11. marts 2022 kl. 07.57

Opdateret kl. 22.50 med oplysninger fra Nordjyllands Beredskab

LØGSTØR: En forladt trelænget gård på Hedegårdsvej mellem Løgstør og Aars har lidt voldsomme skader ved en brand, der brød ud torsdag aften kort før kl. 20.30.

Alarmen til 112 indløb kl. 20.26, og allerede på det tidspunkt var flammerne gået igennem taget. Ved 21-tiden meddelte beredskabet så, at alle tre længer på gården var overtændte.

- Det kommer til at tage nogle timer, oplyser beredskabet på Twitter.

Det kom til at holde stik. Brandfolk fra Nordjyllands Beredskabs stationer i Løgstør og Aars fik hjælp fra Beredskabsstyrelsen i Thisted, der kom med en kran.

Kort før kl. 23 er status, at to længer er brændt ned, mens det er lykkedes brandfolkene at slukke branden i den tredje længe, inden den lider samme skæbne.

Det oplyser indsatsleder Thomas Bach Sørensen fra Nordjyllands Beredskab.

- Vi er i gang med at efterslukke. Det ulmer lidt i den ene længe, så der er vi ved at tage taget af, så vi er sikre på ikke at få noget i hovedet, og så går vi ind og slukker efter, oplyser indsatslederen.

Ifølge vagtchef Jesper Sørensen fra Nordjyllands Politi bor der ingen på adressen, og der er således ikke umiddelbart fare for hverken mennesker eller dyr på stedet.

Det er uklart, hvorfor en forladt ejendom pludselig bryder så voldsomt i brand.

- Jeg tænker, vi kommer til at spærre stedet af med henblik på, at efterforskerne får mulighed for at undersøge det nærmere, oplyser Jesper Sørensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste