Ditte fik en lys ide: - Lad os lave smørrebrød med flæsk og persillesovs!
Kendte ingredienser mødes på ny måde på menukortet på madsted, der vil have lidt fut i de mørke måneder
AALESTRUP: Flæsk og persillesovs. Som smørrebrød. Kan det virkelig lade sig gøre - og være lækkert samtidig?
Spørgsmålet kan man passende stille udenfor Rosenparkens Pavillon i Aalestrup. For svaret findes indenfor i køkkenet.
For ja; selvfølgelig kan det lade sig gøre, når de rette hænder kommer i gang.
- Jeg fik vist en lille hjerneblødning, da jeg slappede af efter min families sædvanlige store julefrokost den 25. december. Egentlig orkede jeg ikke at tænke på mad, men det gjorde jeg så alligevel og fandt på nogle nye opskrifter til smørrebrød. Det kan man vel kalde en slags erhvervsskade, griner kok Ditte Werner.
Mad lyser op
Opskrifterne nævnte Ditte Werner for sin chef Frederikke Nielsen i pavillonen, hvor man lejer festlokaler ud og laver mad til særlige lejligheder. Frederikke Nielsen var straks med på ideen, der satte lidt fart i butikken på en tid, hvor mørke, vinter og corona har holdt store dele af kalenderen tom for bookinger.
For mange har været enige i, at det kan det lyse en trist tid op at få en hjemmerøget kulmule med hjemmesyltede brombær og citronrejer. En skinkemad med timian-mayo og jordskokkechips - eller den førstnævnte med stegt flæsk, hvor persillesovs er blevet til persille-mayonnaise, rødbederne er hjemmesyltede og kartoflerne er blevet til blå chips. For ikke at nævne de fem andre opskrifter på rugbrødet, der - rigtigt gættet - også er hjemmebagt.
Det har noget af den samme opfindsomhed som smørrebrødene hos mere kendte Mortens Kro i Aalborg. Brødene er bare større i Aalestrup. Og billigere.
240 smørrebrød
- Vi vil gerne stå for kvalitet i maden. Og Dittes opskrifter laver vi med helt hjemmelavede ingredienser. Så friske som muligt - det kan man altså godt smage, fortæller Frederikke Nielsen under forberedelserne til de 240 stykker smørrebrød, der skal være klar denne torsdag.
Det er kun et år siden hun startede i rollen som madmor for det lokale samlingssted. I alt var de fem veninder der overtog forpagtningen med Frederikke Nielsen som den centrale figur. Muligheden opstod mens hun var på barsel med sit tredje barn, og hun hoppede direkte fra orlov til forpagterrollen.
Friskt fra Tranum
- Det har da ikke været let, med især corona. Folk booker ikke så meget, og er 60 meldt til noget, kommer der ofte kun 45, fordi resten er i isolation. Men vi er enige om, at vi vil det her, så vi fortsætter, siger hun, mens hun skærer nogle kilo champignon ud.
Ditte Werner er netop kommet ind med friske råvarer, hun har hentet i Tranum og salen er stort set dækket fuldt op til 120 deltagere for en mindestund torsdag.
Smørrebrød fra Rosenparkens Pavillon
Otte typer moderniseret smørrebrød kan bestilles.
Det kræver dog forudbestilling på mindst 20 styk før køkkenet går i gang, da næsten alle ingredienser skal laves fra bunden.
Oprindeligt var der ti opskrifter. Af praktiske årsager blev to sorteret fra. Men flere ideer står til at dukke op på det hjemmebagte rugbrød i fremtiden.
Rosenparken i Aalestrup har eksisteret siden 1967 og har n meget rost moderne legeplads som nabo: Bevægelsesparken.
- Tanken er da også at gøre opmærksom på os selv her. Aalestrup er et lille samfund, og folk skal huske os. Og vi skal også snart finde på noget nyt igen, hvis vi skal klare os, siger Frederikke Nielsen.
Kvalitet og sjov
Det bekymrer dog ikke Ditte Werner:
- Jeg tumler allerede med nogle nye opskrifter. De skal bare lige falde helt på plads, siger hun, og skæver til en kylling, der er er tiltænkt en hovedrolle på næste menu-kort.
Denne torsdag klokken 14 lukker parret for nye ordrer til weekenden:
- Vi kan ikke nå mere, hvis vi skal stå inde for det hele med de ordrer vi ellers har. Og det VIL vi altså, understreger Frederikke Nielsen alt hun kan.
- Det er da noget af det, der gør det her sjovt, mumler Ditte Werner.