DF-valgplakater endte i container
Over 20 plakater med kandidat Jamie Voldby pillet ned fra lygtepæle på hovedstrøget i Aalestrup af ukendte personer
AALESTRUP: Et større antal plakater tilhørende Dansk Folkepartis nummer to på stemmesedlen til regionsvalget Jamie Voldby blev lørdag og søndag fjernet fra lygtepælene på hovedgaden i Aalestrup og smidt i en container kort efter at de var blevet hængt op.
- En af mine venner fandt mindst 20 forskellige plakater i containeren. Disse plakater hang på et forholdsvis lille område, så der er inden tvivl om at den ulovlige handling var rettet mod mig og mine medkandidater, siger Jamie Voldby, der har bedt lokale venner om at få overblik over omfanget af hærværket.
- Det er ærgerligt for mig, men det er også vandalisme mod selve demokratiet, både i mit tilfælde, for hærværk går jo også ud over andre kandidater fra andre partier, tilføjer han.
Jamie Voldby er en af de yngste, der stiller op for Dansk Folkeparti og har samtidigt været aktiv i politik i adskillige år.
- Jeg er meget skuffet og ked af, at der er nogen, der ikke respekterer demokratiet. Jeg har ikke ret mange plakater, for det har jeg ikke råd til, så de få jeg har skal virke overalt, påpeger han.