Aggersund-tyve anholdt i Frejlev
Årvågent vidne noterede registreringsnummer ned og alarmerede politiet
Hov, der er da vist ubudne gæster på færde.
Omtrent sådan må et årvågent vidne have tænkt, da vedkommende onsdag ved 15-tiden kunne konstatere mistænkelig aktivitet i en villa på Gl. Færgevej i Aggersund.
Vidnet skyndte sig straks at notere registreringsnummeret på bilen, der midlertidigt holdt parkeret på adressen, og alarmerede herefter politiet, som på baggrund af anmeldelsen sendte patruljer ud både nord og syd for Limfjorden.
Senere på eftermiddagen lykkedes det at lokalisere den efterlyste bil på Ny Nibevej i Frejlev, og i bilen lå ganske rigtigt den PH-lampe, som ved indbruddet i Aggersund var blevet stjålet fra villaen på Gl. Færgevej.
Dét forhold var i sagens natur ikke helt let at bortforklare for de to personer i bilen: en 40-årig mand fra Fredericia og en 26-årig mand fra Farsø.
Sidstnævnte blev i øvrigt også ved anholdelsen fundet i besiddelse af 85 g hash.