To kritisk tilskadekomne - Lastbil kørte ind i personbil
Aggersundvej er nu igen helt åben for trafik
Opdateret klokken 11.10 med nye oplysninger om uheldet.
AARS: En 67-årig mand og en 65-årig kvinde blev mandag formiddag hastet på Aalborg Universitetshospital efter en alvorlig trafikulykke på Aggersundvej nord for Aars.
Her kørte en lastbil omkring klokken otte op bag i en personbil. Ved ulykken blev en person fastklemt og skulle hjælpes fri af redningsmandskab fra Nordjyllands Beredskab.
Ulykken skete, da en personbil holdt stille i vejsiden og blev påkørt bagfra af lastbilen. Vagtchef Karsten Højrup fra Nordjyllands Politi fortæller, at de er kommet alvorligt til skade.
Både politi og redning arbejdede i flere timer på stedet, og der blev etableret omkørsel på Aggersundvej/Birkevej syd for uheldet og ved rundkørslen Aggersundvej/Kelddalvej nord for uheldsstedet.
Nordjyllands Politi bad i den forbindelse andre trafikanter udvise tålmodighed i området.
En bilinspektør blev tilkaldt for at undersøge omstændighederne for ulykken.