Herregården Hessel inviterer til traditionsrig høstdag
HVALPSUND: Søndag 9. august 2026 inviterer Museet Herregården Hessel endnu en gang til den traditionsrige Høstdag - en af årets største begivenheder på herregården.
Dagen byder på autentiske høstoplevelser, levende historie, musik, markedsboder, håndværk og skuespil.
Det skriver museet i en pressemeddelelse.
Besøgende kan opleve høstarbejdet, som det foregik før i tiden - med le, heste og veteranhøstmaskiner - alt sammen i de historiske omgivelser og med hjælp fra de mange frivillige.
Festlighederne begynder klokken 10.00, hvor Folkemusik Orkesteret skaber stemning på gårdspladsen.
Herefter byder Kurt Friis Jørgensen og Hessels bestyrelsesformand, Holger Jessen, officielt velkommen.
Høsten gennem tiderne
Dagens gæster får et levende indblik i høstarbejdet og livet på en herregård i 1800-tallet gennem fortællinger, aktiviteter og høstspil.
Holger Jessen præsenterer høstens udvikling gennem tiderne. Optoget indledes af en repræsentant fra Ertebøllecentret med et flintsegl, hvorefter udviklingen i høstredskaber og maskiner vises frem gennem historien.
Herregårdens mange laug demonstrerer traditionelle håndværk, som gæsterne også selv kan prøve kræfter med.
Der bliver desuden mulighed for at opleve folkedans og musik samt besøge boder med blandt andet honning, mel, pileflet og Aloe Vera-produkter.
I stuehuset kan gæsterne smage på specialiteter fra snapse-, øl- og kokkepigelaugene.
I løbet af dagen tilbydes der veterantraktorture, hestevognskørsel, hestetrukket selvbinder i havremarken og demonstration af hestegang på gårdspladsen.
Senere bevæger høstfolkene sig ud i rugmarken, hvor høsten foregår med le under lade- og ridefogedens opsyn. Og mon ikke karlene får lyst til en lille dram undervejs?
Historisk bryllup vækkes til live
Om eftermiddagen genopføres brylluppet mellem herremandens datter Kristine Elle og forvalter Wilhelm Bruhn, som fandt sted 9. juli 1872.
I årets opførelse spilles brudeparret af folketingsmedlem Marie Bjerre og byrådsmedlem Lars Andreasen.
Bryllupsoptoget kører i hestevogne fra Hessel gennem Hvalpsund til Friplejehjemmet Hesselvang og tilbage til herregården.
Ved hjemkomsten samles bryllupsgæsterne omkring det festdækkede kaffebord – men om de får lov til at nyde kaffen i fred, må publikum selv opleve.
For Herregården Hessel er høstdagen årets vigtigste arrangement.
Høsten var afgørende for, om gården kunne klare sig gennem det kommende år, og netop den historie vækkes til live denne dag med autentiske oplevelser for hele familien.