Billede beskrivelse

Tandløse vejkryds og hullet asfalt frustrerer

07. december 2025 kl. 19.01

REBILD: Som bilist i Rebild Kommune har Jesper Vestergaard efterhånden fået nok af hullede veje og potentielt livsfarlige vejkryds uden hajtænder, og specielt på hjemmebanen i Skørping peger han især på et vejkryds.

- Jeg kører næsten dagligt ad Gl. Skørpingvej, og i krydset til sidevejen Hanebakken er hajtænderne næsten slidt helt af. I mørke kan man næsten ikke se dem, så er man ikke lokalkendt, ved man ikke, at man har vigepligt, og det er jo direkte livsfarligt. Ikke mindst børn, der cykler til og fra skole, risikerer at blive påkørt, påpeger han.

Andre steder i kommunen er den også gal med udviskede eller manglende hajtænder, og efter Jesper Vestergaards opfattelse er der alt for mange hullede veje.

Billede beskrivelse

- En ting, der undrer mig, er, at man ikke sørger for at lave nye afmærkninger, når man faktisk har asfalteret vejene. Og så må jeg sige, at der går alt for lang tid, før man får repareret hullerne. Det burde kommunen være opmærksom på, siger han.

Hos borgmester Jesper Greth (V) sparker kritikken nærmest en åben dør ind.

- Jeg har ikke hørt om hajtænderne, men at beskaffenheden af vejene ikke er, som man kunne ønske, er der ingen tvivl om. Der har igennem flere år været afsat for få penge til at opretholde standarden, erkender han.

Ifølge Jesper Greth bunder det i Rebild Kommunes elendige økonomi, der har krævet omfattende besparelser på de seneste mange budgetter.

- Da vi gik ind i denne byrådsperiode, havde vi oparbejdet et underskud på over 200 millioner kroner. Vi var snublende tæt på at blive sat under statslig administration, så vi har skåret ned og ned. Og det er - populært sagt - nemmere at spare på kold asfalt end varme hænder. Ikke desto mindre har vi lukket tre skoler og tre ældrecentre, og der er nu 200 færre ansatte. Nu er der igen penge til asfalt, og vi er allerede i gang. I de seneste to år har vi fremrykket investeringer fra det kommende års budget. Den manøvre gentager vi i det kommende år, og endelig har vi i budget 2026 afsat halvdelen af det råderum, vi havde på fire millioner, til asfaltkontoen, forklarer han.

Imidlertid kommer der til at gå længere tid, før man for alvor vil kunne mærke forskellen ude på vejene, erkender Jesper Greth.

- Det kommer ikke med et fingerknips. Det er desværre sådan, at når der først kommer huller og revner i vejene, så går det stærkt ned ad bakke, og udgifterne til reparationen bliver tilsvarende højere. Det svarer lidt til en bil, hvor man risikerer at brænde hele motoren af, hvis ikke man får skiftet olie i tide. Men det bliver bedre, lover han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste