”Vi har mange kunder, der tager turen hertil fra Aalborg”
Tøjbutikken Boutique Mary på Himmelandsgade 86 i Aars har rødder, der er mere end 100 år gamle. Og noget tyder på, at det fortsat er de gode gammeldags dyder som service, rådgivning, god tid til den enkelte kunde og nem, gratis parkering tæt på, der tiltaler kunderne.
- Vi kan i hvert fald mærke, at vi i stigende grad får mange kunder fra eksempelvis Aalborg, der gladelig tager turen til Aars. Her er det nemt at finde en gratis parkeringsplads tæt på, og så tager vi os altid rigtig god tid til den enkelte kunde. Det værdsætter kunderne, fortæller Helle Simonsen, der er butikschef hos Boutique Mary.
Butikken på Himmerlandsgade i Aars åbnede første gang tilbage i 1910, og er derfor en af byens ældste butikker. Dengang som hæderkronede Aars Varehus, som i 2006 ændrede navn til Lysdahl & Simonsen.
Godt sammenhold i byen
I 2017 blev butikken til den nuværende Boutique Mary, der er en butikstøjkæde med 11 butikker i Danmark.
- Vi er en dametøjsbutik for det lidt mere modne publikum, hvilket vil sige fra 30+. Vi har rigtig mange stamkunder, der sætter pris på, at de kender os, når de kommer ind for at handle og at vi også kender dem, deres tøjsmag og at vi ofte kan huske størrelserne, fortæller Helle Simonsen, der også sender roser afsted til Aars som handelsby.
- Jeg synes, at vi har et godt sammenhold butikkerne imellem og en rigtig god handelsstandsforening, der er god til at finde på anderledes tiltag, som markedsfører Aars på en god måde.
- Så jo. Jeg kan godt forstå, at vi har mange kunder fra Aalborg, lyder det med et afsluttende smil fra Helle Simonsen.