Regn og blæst kunne ikke knække Kimbrerfesten
AARS: For første gang, siden Kimbrerfesten blev flyttet fra arealet bag Messecenter Vesthimmerland ind til byen centrum, oplevede arrangørerne denne gang dårligt vejr, men det gjorde ikke det store indtryk på gæsterne, der stimlede til i samme antal som i fjor.
- Søndag skal tages med et vist forbehold, fordi der er gratis adgang, men jeg kan roligt sige, at vi igen samlede over 20.000 mennesker fordelt på de fire dage, siger formanden for Kimbrerfestkomiteen, Martin Dahl.
Især fredag aften havde vejrguderne set sig sure på de gæve kimbrere, men trods lange skyller skræmte det ikke publikum væk fra koncerten med Shaka Loveless.
Der var dog ikke meget friluftskoncert over det.
- Det betød bare, at folk søgte ind under teltdugene og i Alpehytten, siger Martin Dahl med henvisning til en af årets nyheder, der alle dage var proppet med gæster på jagt efter afterskiing-stemning.
Blandt nyhederne var også, at man lørdag aften havde livemusik på friluftscenen. Det var Madsen Band, der med Johnny Madsens søn, Rasmus, i spidsen for farens gamle band spillede hans klassikere.
- Man kan tydeligt mærke, at det er et meget populært orkester. Masser af mennesker og en kanonhøj stemning. Det bliver ikke sidste gang, vi gør det, siger Martin Dahl.
Om det så ender med et nyt rekordoverskud, er endnu for tidligt at sige.
- Det ved vi først engang hen omkring efterårsferien, men hvis jeg skal gætte, bliver det nok ikke så langt fra. Nogle blev væk, mens det regnede, men de vendte jo tilbage senere. Det kan selvfølgelig få betydning for salget af mad og drikke, men nervøs er jeg ikke. Det vigtigste for os er at skabe en byfest, der kan samle alle aldersklasser, og det fik vi gjort. Torsdag var mest for de unge, og så steg gennemsnitsalderen fredag og igen lørdag. Og søndag er så børnefamiliernes dag, siger Martin Dahl.
Mens forberedelserne har været i gang i et par uger op til festen, gik det anderledes stærkt med at rydde op.
Allerede da festen lukkede søndag kl. 18, begyndte man at pille ned og køre væk, og i løbet af mandag blev man helt færdige, og de mange frivillige kunne endelig puste ud.