Turister giver ekstra travlhed i butikkerne i Himmerland
HIMMERLAND: Flere kunder i butikkerne og øget aktivitet i byerne. En god turistsæson kan ifølge lokale handelsdrivende mærkes i blandt andet Aars, Øster Hurup og Farsø.
Det oplyser Destination Himmerland i en pressemeddelelse.
I Aars fortæller handelschef i Aars Handel Jesper Nielsen, at flere butikker melder om en bedre juli end sidste år. En enkelt butik havde allerede 15. juli nået samme omsætning som i hele juli året før.
Han peger samtidig på, at byen gennem de seneste år har oplevet flere turister.
- Jeg tror, det blandt andet hænger sammen med, at vores Sommerkoncerter efterhånden er blevet en fast del af sommeren og noget, der trækker folk til byen. Handelsmæssigt melder mange af butikkerne om en bedre juli end sidste år, siger Jesper Nielsen.
Må have flere på arbejde
Også i Øster Hurup har sommeren givet travlhed.
Hos Brugsen fortæller uddeler Alex Moesbech Jensen, at butikken ligger et godt stykke over sidste år.
- Der har været megatravlt. Vi ligger et godt stykke over sidste år. Vi har ikke haft hænder nok til at følge med, så næste år er vi nødt til at få flere medarbejdere til at bemande butikken, siger Alex Moesbech Jensen.
I Farsø fortæller formand for Farsø Handelsstandsforening Rasmus Dige ligeledes, at turisterne kan mærkes i byen.
- Turisterne er en vigtig del af sommerlivet i Farsø. De skaber aktivitet i byen, understøtter handlen og er med til at sikre et levende handelsliv, som kommer både gæster og lokale til gode, siger Rasmus Dige.
Milliarder lagt i danske butikker
Destination Himmerland henviser desuden til en undersøgelse fra De Samvirkende Købmænd baseret på tal fra VisitDenmark.
Ifølge undersøgelsen brugte udenlandske turister 9,5 milliarder kroner i danske dagligvarebutikker i 2024, mens turismen samlet skabte en værditilvækst i detailhandlen på 20 milliarder kroner.
For destinationsdirektør Johanne Bugge hænger turisme og det lokale handelsliv tæt sammen.
- Et stærkt handelsliv er en vigtig del af den samlede turistoplevelse i Himmerland. Når gæsterne møder levende byer med butikker, caféer og aktiviteter, er det med til at gøre området attraktivt. Samtidig er turisterne med til at skabe den omsætning og aktivitet, der er nødvendig for at fastholde et stærkt lokalt handelsliv og bosætning i kommunerne, siger Johanne Bugge.