Billede beskrivelse

Pindene gløder hos Garndamen i Skørping

31. januar 2022 kl. 07.00
Opdateret 04. februar 2022 kl. 08.45

Det er i høj grad blev moderne at have et strikketøj i gang. Især blandt unge.

Man bliver glad, når man træder inden for hos Garndamen i Skørping. Her lyser farverige garnnøgler op i alle kulører, og man bydes velkommen af en storsmilende Mai Hørdum, der driver forretningen.

Mai Hørdum har altid arbejdet inden for butiksfaget. Som barn hjalp hun til i butikken på Rebild Camping, og det førte hende senere forbi en tankstation, egen bladkiosk i Aalborg og bag mange andre diske. Undervejs har strikketøjet altid været i hænderne på hende.

Billede beskrivelse

- Både til eget brug men også med strikning af modeller til butikken, fordi der er forskel på at have et garnnøgle i hånden, og så mærke på et færdigstrikket produkt i den garntype og kvalitet, som kunden overvejer at købe, fortæller Mai Hørdum.

- Lige fra skoletiden, hvor jeg strikkede i timerne, fordi det gav min koncentration til at høre efter, hvad læreren fortalte, og til den dag i dag. Når jeg har tid, for egen butik kræver mange timer, lyder det fra Mai Hørdum.

For mere end 15 år siden rykkede hun og familien teltpælene op, solgte et stort hus i Aalborg og flyttede til Skørping. Først med en ganske lille butik senere forbi en lidt større adresse og nu i fine lokaler på Jyllandsgade.

Strik i fremgang

- Det er kun gået fremad. De store samfundskriser som finanskrisen og senest corona fik rigtigt mange til at gribe strikkepindene, fortæller Mai Hørdum.

- Jeg tror det handler om at finde lidt tilbage til selv at lave tingene, og selvfølgelig at mange har været afskåret fra aktiviteter ude af huset de seneste par år, fortsætter hun.

Billede beskrivelse

- For mange unge, som i høj grad er begyndt at strikke, er det i høj kurs selv at lave noget unikt, der adskiller sig fra butikkernes stangvarer, men også fordi de sociale medier er et unikt forum og et socialt netværk, for folk der strikker, forklarer Mai Hørdum, der understreger, at mange henter hjælp og inspiration til strikning på nettet eller via små film på Youtube.

Nye teknikker

Teknikkerne har også ændret sig i takt med nye udøvere. Tidligere strikkede man en trøje fra neden af og op, så man endte med halsrundingen. Nu starter man oppe fra, lige som strikketeknikker som udtagning, der gør det strikkede bredere, eller såkaldte german short roads, hvor man billedligt vender strikningen, så nakken på en trøje bliver højere end forsiden, er blevet almindelige i dag.

- Både mænd og kvinder strikker i dag. Oprindeligt var det et mandefag, når hosekræmmeren gik fra by til by og strikkede strømper, men i mange år var det forbeholdt kvinder at strikke. Men i dag er også mænd optaget af at komme lidt tilbage til rødderne, selvom de naturligvis også opfatter det som både kreativt og sejt at strikke, og dermed selv frembringe brugskunst, lyder det fra Mai Hørdum.

Miljørigtige produkter

I dag er det uld i flere typer, som mohair eller alpaca, der storsælger, og Mai Hørdum fortæller, at det er en skrøne, at uld kradser. Det gjorde det i gamle dage, men i dag forarbejdes det til noget blødt og lækkert. Det samme gælder indfarvningen, der er underlagt strenge krav til miljø og bæredygtighed hos alle fabrikanter.

Det bæredygtige dukker også op i forhold til garnrester.

- Man kan bruge sine garnrester til at strikke temperaturtæpper eller -tørklæder, hvor der hver dag strikkes en enkelt pind med én farve afhængig af dagens temperatur, hvilket giver smukke og farverige produkter.

Men man kan også aflevere sine garnrester hos mig, fordi jeg har et hold af nørklere, som jeg kalder dem, der strikker trøjer og tæpper af garnrester til verdens brændpunkter, hvor der er brug for at varme sig mod vinterkulden, slutter Mai Hørdum.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste