Morten Pedersen, indehaver af Aars Bolighus, og hustruen Susanne Myrup Pedersen.
Shopping

Nu ejer sønnen butikken: Bolighus tæller ned til 50-års jubilæum

12. februar 2023 kl. 17:00

Tilbage i sommeren 1973 åbnede Knud og Aage Møller Pedersen Aars Bolighus på Løgstørvej. Om et par måneder er det 50 år siden, og nedtællingen til jubilæet er så småt i gang.

I dag er det Morten Pedersen, Knuds søn, der står i spidsen for Aars Bolighus, som også tæller Tæppe- & Gulvhuset på samme adresse. Godt hjulpet af hustruen Susanne Myrup Pedersen og svogeren John Myrup, samt sammenlagt syv andre medarbejdere.

Aars Bolighus er en del af Møblér-kæden, der består af 37 selvstændigt ejede møbelforretninger fordelt i hele landet.

- Aars Bolighus har altid været en meget stor del af mit liv. Jeg blev udlært i butikken, som jeg, sammen med min bror Lars, overtog i 2001, hvor jeg samtidig startede Tæppe- & Gulvhuset, mens min bror kørte møbelafdelingen. Jeg havde på det tidspunkt taget en gulvlæggeruddannelse, fortæller Morten Pedersen.

- I 2012 valgte min bror at træde ud af virksomheden, og jeg overtog møbelafdelingen og dermed hele Aars Bolighus.

Kunder fra en radius på 50 kilometer

Aars Bolighus har et stort lokalt og trofast kundegrundlag. Med undtagelse af førstegangskøbere, der er på jagt efter det allerbilligste til deres første bolig, er kunderne en bred vifte af alle, der er på udkig efter alverdens møbler, senge og interiør i en god kvalitet, siger Morten Pedersen. 

- Vi plejer at sige, at vores stamkunder findes i en radius på 50 kilometer omkring Aars. Vi har blandt andet rigtig mange kunder fra byer som Løgstør, Aalestrup og Farsø. Vi har altid oplevet en fantastisk opbakning.

Lige nu er der udsalg i butikken, som varer indtil den 1. marts.

- Selvfølgelig har man i årenes løb kunnet mærke konkurrencen fra særligt webhandlen, men heldigvis foretrækker de fleste kunder fortsat at se og mærke deres møbler og ikke mindst få den grundige og gode rådgivning, som vi kan tilbyde. Desuden er møbler de seneste år blevet meget individuelle, hvor man selv kan være med til at designe og bygge dem op i moduler, så de passer nøjagtigt til ens behov. Her vil kunderne gerne rådgives.

- Kunderne sætter også pris på, at vi leverer og monterer møblerne. Her er ikke bare kantstenslevering, men en komplet montering, fortæller Morten Pedersen.

50-års jubilæet

Fra Aars Bolighus kan man gå direkte ind i Tæppe- & Gulvhuset, der har et kæmpe udvalg af alverdens gulvbelægninger; vinyler, træ, tæpper m.v. Her er kunderne primært erhverv.

- Med hensyn til tæpper og gulve har vi virkelig fået godt fat i erhvervskunderne, blandt andet med rigtig mange kunder i Aalborg. Men vi har bestemt også mange lokale kunder, herunder også private kunder.

John Myrup har været ansat i Aars Bolighus i 36 år. Han startede i lære som 16-årig, og er i dag butikschef i møbelafdelingen.

- Ud af vores sammenlagt 10 medarbejdere i Aars Bolighus er hovedparten faktisk gulvmontører, der kører ude og lægger gulve, fortæller Morten Pedersen, der sammen med hustruen er i gang med at planlægge forskellige tiltag til den kommende 50-års-jubilæumsmarkering.

- Vi er fortsat i idé- og planlægningsfasen, men selvfølgelig skal vi markere, at det til sommer er 50 år siden, at min far og onkel åbnede Aars Bolighus.

- Om det kommer til at ske til sommer, eller om vi venter til efteråret med at lave nogle aktiviteter, har vi dog ikke helt afgjort endnu, siger Morten Pedersen.

Annonceret indhold

Nyeste