Gitte Laustsen fra dametøjsbutikken Ellen Kristensen. Foto: Helge Søgaard
Shopping

Nørager-butik har kunden i fokus: - Vi sælger ikke bare for at sælge

17. december 2021 kl. 08:00

Dametøjsbutikken Ellen Kristensen har sin helt egen opskrift på, hvad der er god kundeservice, og det får kunderne til at strømme til fra nær og fjern.

Man føler sig bare velkommen, straks man træder indenfor i tøjbutikken Ellen Kristensen i Nørager, hvor indehaveren Gitte Laustsen byder velkommen og spreder en feel-good fornemmelse med det samme. Og det er faktisk en følelse, der holder hele vejen igennem, og som er blevet et ganske specielt særkende for dametøjsforretningen, der ligger lige midt i Nørager.

- Nørager er jo ikke en særlig stor by og dybest set for lille til at kunne bære en specialbutik som denne, forklarer Gitte Laustsen engageret og fuld af energi.

Det er nemt at føle sig velkommen hos Gitte Laustsen. Foto: Helge Søgaard

- Derfor har vi et stort opland, og vi trækker kunder til helt fra Randers, Viborg og Skive, fordi vi virkelig forsøger at gøre en forskel for vores kunder og især at skabe relationer til kunderne. Umiddelbart en forslidt frase, men ikke her i Nørager, hvor man sætter en ære i at være ærlige omkring såvel produkterne på hylderne som over for kunderne.

- Vi sælger ikke bare for at sælge, men for at kunderne skal komme igen, lyder det fra Gitte Laustsen, der mener, at heri ligger der en afgørende forskel i det at yde god service og at få kunderne til at føle sig velkommen i butikken.

Butikken blev grundlagt af Ellen Kristensen, der fortsat lægger navn til, og for Gitte Laustsens vedkommende startede karrieren som butiksindehaver tilbage i 2003, hvor hun overtog forretningen.

Ideerne sprudler

- Det har jeg bestemt ikke fortrudt, fordi det har været givende men også udviklende, hele tiden at skulle nytænke koncept, ideer og synliggørelse af butikken, således at vi fortsat er attraktive at besøge, siger hun.

Jannie Andersen (tv) og Gitte Laustsen (th) er klar til kunderne i Nørager. Foto: Helge Søgaard

Blandt de mange aktiviteter, der er med til at gøre butikken attraktiv, er modeshows og inspirationsaftener, der faktisk får hele busfulde af kunder til at tage turen fra eksempelvis Skive og til Nørager. Et af de mere specielle arrangementer er tilbagevendende begivenheder med mode og litteratur, som afholdes i samarbejde med biblioteket i Nørager.

Bøger og mode-show

Konceptet er usædvanligt men bærer netop på en originalitet, der sætter spor vidt omkring.

Bibliotekaren finder et antal titler frem, som han fortæller om, mens dametøjsforretningen sætter tøj til eksempelvis hovedpersonen i bogen. Hvordan er hun klædt hende kvinden, der er på vej til at møde sin elskede i Grækenland, eller hende der er hovedperson i et litterært familiedrama?

Masser af modefarver at vælge imellem. Foto: Helge Søgaard

- Det handler om at tænke ud af boksen, lyder det fra Gitte Laustsen, der kan se på både forretningen og omsætningen, at de usædvanlige initiativer virker.

- Selvom nethandel er i vækst, så har det faktisk ikke betydet noget for os, der driver butik på en mere traditionel facon. Fordi vi evner at lægge noget ovenpå og dermed gøre det til en oplevelse, når kunderne kommer ind til os. Ofte ser vi at veninder eller flere generationer, der kommer samlet, laver en fest ud af at være her, fordi de føler sig godt tilpas.

Nyeste