I mange år sagde Susanne at hun ikke ville åbne en blomsterbutik i Løgstør: Men sådan gik det ikke
Susanne Sørensen har haft blomsterbutik i Overlade i 12 år, men sidste år åbnede hun en selvbetjeningsbutik på Østerbrogade i Løgstør, som dette forår fik selskab af en hyggelig butik på Købmagergade. Nu samler hun alle sine aktiviteter i butikken.
- Ja, jeg flytter nu også selvbetjeningsdelen ind i min nye butik på Købmagergade, så man nu kan få adgang til butikken 24 timer i døgnet, fortæller Susanne Sørensen, der er glad for den modtagelse, som hendes blomsterbutik har fået i Løgstør.
- Der har været travlt, siden jeg åbnede, og jeg er meget taknemmelig for den start og flotte opbakning, som jeg har fået. Det var virkelig en god beslutning at flytte min butik fra Overlade til Løgstør, også selvom jeg i mange år stædigt holdt fast i, at jeg i hvert fald ikke skulle åbne en butik i Løgstør, fortæller hun med et smil, mens hun tilføjer:
- Og ja, det må du gerne skrive. Jeg bliver alligevel ofte drillet lidt med, at jeg har sagt det i så mange år, for så alligevel at åbne en butik i byen.
Hyggekrog og særlige blomsteraftener
Susannes butik hedder Hood Blomster – inspireret af at hendes mand hedder Robin. Derfor var navnet oplagt.
Stemningen hos Hood Blomster er noget helt særligt. Der er blandt andet indrettet en stemningsfuld hyggekrog i butikken, hvor der hver fredag serveres kaffe og kage.
Susanne har også planer om i løbet af sommeren at afholde nogle særlige blomsteraftener, hvor man kan hygge sig med at binde blomster, spise tapas og nyde et par drinks fra lokale Fru Kronborg.
- Jeg nyder at lave sådanne arrangementer, og forhåndsinteressen har også været rigtig god. Det er også sådan en mulighed, der er, når man har en butik i Løgstør, tilføjer hun.