Hvide varer serveret med sort kaffe
Italiensk ristede bønner skal gøre det sjovere at besøge butik. Og være ansat
AARS: Personalet vil have kaffe. Kunderne vil have kaffe. Så hvorfor ikke sælge kaffe?
Spørgsmålet er blevet besvaret med en reol fyldt med kaffeposer i hvidevarebutikken Hvidt & Frit i Aars.
Den står ved maskinen, hvor man kan tage en kop kaffe, mens man snuser rundt i forretningen, og efterspørgslen fik butikken til at tage den kaffe ind til salg, som man hælder i maskinen.
- Vi har sikret os, at det er et kaffemærke, der ikke forhandles andre steder i Aars end hos os. Og så kan folk smage på det, og købe det, hvis de har lyst, forklarer indehaver Gregers Haislund.
Italiensk dirma
Til daglig er det Anne Johansen Rask, der står for kaffen. Det er hende der har mest forstand på det, indrømmer Gregers Haislund gerne.
Hun fandt frem til det italienske mærke Bonomi, der har forsynet støvlelandet med den vigtigste ingrediens til espresso, cappuccino og lignende siden 1886.
Billig er den ikke. Den kaffeblanding der er i lige nu - Macumba - står i 159 kroner for en pose på et kilo hele bønner. Men smag er ikke noget man helt kan sætte pris på. For ikke at tale om glæden ved at få en anderledes oplevelse i munden end den, man kender hjemmefra.
- Vi sælger lidt hele tiden ,Det er ikke sådan at det bliver revet væk. Det gør heller ikke noget, vi vil bare gerne kunne tilbyde en oplevelse ved at være her i butikken. Vi hælder en pose med et kilo i maskinen ad gangen, og når den er tømt, kommer vi en anden af Bobomis sorter i, så man kan smage den, forklarer Anne Johansen Rask.