Hobbyprojekt blev et drømmeprojekt - nu sælger Annette og Mogens butikken
AARS: Det startede som et hobbyprojekt hjemme i kælderen, da Annette og Mogens Kristensen i 2014 grundlagde det, der nu er en af de store vinbutikker i Danmark og med Danmarks suverænt største udvalg af belgisk specialøl.
Sidstnævnte var i starten det eneste, parret havde på hylderne.
- Det var tænkt som et bijob, da jeg stadig arbejdede som kommunaldirektør i Vesthimmerlands Kommune. Vi holdt åbent en dag om ugen og havde så vores webshop. Vi havde ingen forestilling om, at det ville udvikle sig, som det har gjort, siger Mogens Kristensen.
Han og hustruen har i mange år været involveret i professionel cykelsport. Mogens Kristensen var med til at grundlægge cykelholdet Concordia – Vesthimmerland Pro Cycling i 2008, og Annette Kristensen var i mange år ansat i administrationen. Også da kælderprojektet startede.
- I forbindelse med cykelsporten har vi begge rejst i Belgien, og jeg har som kommunaldirektør besøgt Bruxelles en del gange. Og jeg blev fascineret af belgisk øl, der byder på utrolig mange smagsoplevelser, og Annette elsker også at smage på de forskellige øl. Så får man en del viden hen ad vejen, og deraf opstod ideen om at importere og sælge øllet selv, fortæller Mogens Kristensen.
I 2014 blev han fyret som kommunaldirektør, og så var spørgsmålet, hvad så? Svaret var at bygge videre på kælderprojektet, og i 2016 kom parret så vidt som til at åbne en vinhandel i Aars, i første omgang som en del af kæden Skjold Burne, siden som en del af Vinoble-kæden. Men hele tiden med det personlige touch af belgisk øl.
- Og jeg tør godt sige, at vi har Danmarks største sortiment af belgisk øl. Det er vores DNA. Vi har måttet lære os meget om vine, men der er leverandørerne gode til at hjælpe, og det samme gælder for spiritus, der er blevet en stor del af vores sortiment. Der har vi været nødt til at dele os lidt op. Annette er ginnørden, mens jeg tager mig af whisky, siger Mogens Kristensen.
Han har gennemgået flere operationer, senest i 2023, da han blev ramt af en diskusprolaps, og det gav parret anledning til at revidere deres arbejdsliv, og konklusionen var, at det måske var på tide at reducere arbejdsbyrden.
Så ved årsskiftet slutter parrets tid i vinbutikken på Himmerlandsgade. Den er solgt til Bente Hvitfeldt Holst, der tidligere har arbejdet i Imerco i Aars, og nu, efter nogle år som ansat i Region Nordjylland, har besluttet at vende tilbage til handelslivet.
- Vi er meget glade for, at det er Bente, der tager over. Hun vil drive butikken videre i den samme ånd som hidtil og vil også være i stand til at udvikle den. Det var vigtigt for os, siger Mogens Kristensen.
Han lover, at Bente Hvitfelt Holst vil opleve en "stejl læringskurve", når hun 1. august starter som "elev" i butikken.
- Der er meget at sætte sig ind i med hensyn til drift, indkøb og kontakt til leverandørerne, som vi har et hav af. Men der er som sagt meget hjælp at hente til oplæringen, og vi er heller aldrig længere end et telefonopkald væk, siger Mogens Kristensen.
Parret kommer ikke til at gå ledige.
- Det er vi slet ikke bygget til. Vi beholder webshoppen trappist.dk, vi vil fortsat arrangere smagninger, og vi vil fortsat producere spiritus-julekalendere, som vi sælger til andre vinhandlere lige fra Rønne til Skagen, og så dukker der nok nogle andre ting op. Vi har fortsat drømme, der skal udleves, men en ting ligger fast. Vi skal prøve at holde weekendfri. Det har vi ikke gjort i mange år, smiler Mogens Kristensen.