Lene Nørmølle - ser frem til at kunne fejre Gavlhusets 35 års-jubilæum på lørdag og igen se kunderne i øjnene.  Arkivfoto: Nicolas Cho Meier
Shopping

Hobbybutik fejrer jubilæum med højt humør

Nye online-tiltag har hjulpet Gavlhuset i Haverslev helskindet gennem corona-krisen

19. oktober 2021 kl. 13:41

Gavlhuset mellem Hobro og Aalborg er en af landets største krea-hobbybutikker med alt til for eksempel kortfremstilling, scrapbooking, patchwork med videre.

Den fysiske butik i Haverslev blev dog kraftigt udfordret, da coronaen holdt sit indtog og lammede alle aktiviteterne omkring kurser og messer.

I den situation var det nødvendigt at tænke alternativt, fortæller indehaver Lene Nørmølle.

- Vi lavede blandt andet Gavlhusets Krea-Klub på Facebook, som i løbet af et års tid har fået flere end 3000 medlemmer.

- Her har vi et dygtigt team, som giver inspiration, laver live-demonstrationer og gode tilbud - og på den måde er der blevet skabt et fællesskab, som har givet mange nye kunder, fortæller Lene Nørmølle.

Generelt er efterspørgslen efter at lave kreative ting vokset enormt i coronatiden.

- Samlet betød det, at salget i vores webshop nærmest eksploderede. Så selv om store dele af vores fysiske aktiviteter lukkede ned med kort varsel, så har vi ikke måttet sende en eneste af vores 10 medarbejdere hjem i corona-perioden - det synes jeg er en succeshistorie, konstaterer Lene Nørmølle.

Det er således også med smil på læben, Gavlhuset lørdag kan fejre 35 års jubilæum med masser af hobby-demonstrationer - kombineret med en hyggelig snak over en kop kaffe..

- Bare det at kunne møde vores kunder igen, se dem i øjnene og få den pingpong, som er en del af Gavlhusets dna, dét glæder vi os virkelig til.

- Det bliver lidt som at lukke køer ud på græs igen, smiler Lene Nørmølle.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu