Et kreativt team hos Alexanders Blomster - fra venstre: Susanne Nørgaard, Lisbeth Pedersen, Carina Grøn og Nikoline Hansen. Foto: Jesper Bøss
Shopping

Glemt værtindegaven: Hadsund-butik giver førstehjælp

20. december 2021 kl. 06:00

Der er nok at tænke på i dagene før jul. Men fortvivl ikke hvis du står juleaftensdag og har glemt blomsten eller værtindegaven. For omtrent et år siden åbnede Alexanders Blomster i Hadsund nemlig en selvbetjeningsbutik som supplement til deres almindelig butik.

Selvbetjeningsbutikken har åbent 24 timer i døgnet, og det foregår simpelthen på den måde, at du ringer til et telefonnummer, der er angivet ved indgangen til butikken. Herefter åbner butiksdøren til selvbetjeningsbutikken i ti sekunder, og du kan gå ind, finde dine buketter, sammenplantninger, gavekurve eller noget andet, betale via mobilepay, tage dine varer og forlade butikken.

Carina Grøn i gang med at binde en flot julebuket. Foto: Jesper Bøss

- Selvbetjeningsbutikken har kørt i godt et år, og selvom den fortsat er ukendt for nogle, så har den fået en flot start, fortæller Lisbeth Pedersen, der sammen med sin mand Hamed er indehaver af Alexanders Blomster i Hadsund.

- Mange kunder har lige skulle vænne sig til konceptet, men når de finder ud af, hvor nemt det er, så er kunderne rigtig glade for at komme igen.

Den berømte ål

Lisbeth Pedersen beretter også om en god julehandel hos Alexanders Blomster, også selvom der de seneste måneder har været en række forskellige leveringsudfordringer.

- På grund af corona har mange i branchen været presset, og nogle grossister er gået konkurs. Det har betydet forskellige leveringsproblemer. Men vi har gjort alt, hvad vi har kunnet for at skaffe alle de sædvanlige varer, så jeg synes, at vi er kommet rigtigt godt igennem julehandelen, hvilket også skyldes en fantastisk god lokal opbakning.

Masser af julerier på hylderne hos Alexanders Blomster. Foto: Jesper Bøss

- Vi prøver også selv at have mest muligt lokalt med. Blandt andet er der lokale øl fra Hadsund Bryghus i mange af vores gavekurve, og vi sælger også den nærmest legendariske ”Hadsund Ålen” fra Als Bageri. Det er en ål lavet i marcipan overtrukket med chokolade. En perfekt værtindegave, mandelgave eller pakkespilsgave, fortæller Lisbeth Pedersen, der nyder december, som altid byder på hygge og anderledes oplevelser.

- Forleden havde jeg en kunde, der gerne ville have overstået alle sine julegaver på en gang. Han købte lækre gavekurve for sammenlagt 15.000 kroner. Så var de julegaveindkøb ligesom i hus, fortæller Lisbeth Pedersen.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu