
Fra kræftafdeling til eget blomsterværksted



En hjerteskærende oplevelse betød, at Malene Rejmer Frederiksen for tre år siden valgte at kvitte jobbet som lægesekretær på en kræftafdeling for i stedet at åbne eget blomsterværksted i Aarestrup. Det har hun ikke fortrudt et sekund.
- Vi havde en kvindelig patient på kræftafdelingen, som var på min egen alder og som ligeledes havde to små børn som mig selv. Jeg læste i hendes journal, at hun kun havde et par uger tilbage at leve i. Det gjorde et meget stort indtryk på mig. Hendes skæbne fik mig virkelig til at tænke over, hvor skrøbeligt livet er, og at det handler om at få det bedste ud af hver eneste dag.
- Dagen efter, jeg havde læst hendes journal, og ja, det var bogstaveligt talt dagen efter, valgte jeg at sige mit job op. Jeg har to små børn, som jeg ville være endnu mere for, og så ville jeg udleve min mangeårige drøm om at starte min egen blomsterbutik, fortæller Malene Rejmer Frederiksen, der efter lidt betænkningstid åbnede Blomsterværkstedet i laden til familiens gård ”Lilvang”, der ligger i hjertet af landsbyen Aarestrup, tæt på Skørping og Støvring.
Selvbetjeningsbutik
Selvom det ikke ligefrem vælter ind med strøgkunder i Aarestrup, så er det et helt bevidst valg, at Malene Rejmer Frederiksen valgte at åbne butikken hjemme i privaten. Så kan hun være mest muligt sammen med sine børn. Elin på 4 år og Ludvig på 6 år.
- Og jeg har faktisk lavet det som en slags selvbetjeningsbutik, hvor man kan ringe og bestille, og så ellers afhente, når det passer og klare betalingen med mobilepay. Så behøver jeg nemlig ikke altid at være hjemme.
- Men kunderne kan selvfølgelig også komme, når jeg er hjemme, og så er det også muligt at betale med både kontanter og dankort.
Et gladere menneske
Hos Blomsterværkstedet finder du et stort udvalg i alverdens kreative buketter, blomster, sammenplantninger, kranse og værtindegaver – til alle anledninger, fra bryllupper til begravelser. Her til jul er der selvfølgelig også et stort udvalg af flotte juledekorationer og alt det andet, der hører julen til.
Malene Rejmer Frederiksen er meget glad for de første to år med Blomsterværkstedet. Det var den helt rigtige beslutning for hende.
- Oplevelsen på kræftafdelingen fik mig til at ændre nogle ting i mit liv, som har gjort mig til et gladere menneske. Det eneste, jeg fortryder, er, at jeg ikke gjorde det mange år tidligere, slutter Malene Rejmer Frederiksen.