Det kniber med at finde ny uddeler
RANUM: Dagli'Brugsen i Ranum har igennem de seneste måneder haft jobbet som uddeler ledigt, og det kniber med at finde den rette person.
Igennem et par måneder har stillingen været opslået internt i Coop, og bestyrelsen prøver også at gøre noget selv. Kort efter nytår lavede man for eksempel et opslag på Facebook, hvor man efterlyste den rette person.
- Vi har også haft nogle henvendelser, men indtil videre ikke noget relevant, siger bestyrelsesformanden i Ranum Brugsforening, Thomas Holm.
Dagli'Brugsen i Ranum har fire faste medarbejdere og en halv snes ungarbejdere, og de har haft travlt i lange perioder af 2025.
I foråret måtte den mangeårige uddeler Kim Bugge Ørndrup træde af i foråret efter tre måneders sygdom, og siden fulgte en ny uddeler, som en kort periode valgte nye udfordringer, og den tredje uddeler fik blot en måned i jobbet, fordi han ikke var "det rette match", som Thomas Holm formulerede det.
Det er dog ikke sådan, at butikken på nogen måde er nødlidende.
- Vi har et dygtigt personale, der løfter opgaven fint. De er selvfølgelig spændt for, og vi håber selvfølgelig, at vi snart får besat stillingen, siger han.
Allerhelst vil man have en person fra Coops egne rækker.
- De kender it-systemerne og ikke mindst den kultur, der præger Coop. Det er jo en gammel organisation, siger Thomas Holm.
Ifølge Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop Koncernen, behøver man i Ranum ikke at frygte, at uddeler-jobbet kommer til at stå ledigt ret meget længere.
- Det er ikke et generelt problem at finde uddelere. Det kan være lidt sværere i mindre byer eller i udkanterne, men vi finder altid én. Det typiske billede er, at unge medarbejdere fra andre butikker tager en tørn i de mindre butikker som et springbræt til et job i en større butik. Vi har mange eksempler på flaskedrenge, der er gået i lære, og som hen ad vejen er endt med lederstillinger i SuperBrugsen eller Kvickly, siger han.
Jens Juul Nielsen bekræfter, at det som regel er en fordel, at folk er opflasket i Coop.
- Men vi får også folk udefra, og selvfølgelig er det muligt at lære systemerne at kende. Det tager så bare lidt længere tid, før de er i fulde omdrejninger, men det afgørende er, at de er dygtige. Det er alfa og omega for butikkerne, siger han.