Billede beskrivelse

Jesper rykker nordpå: Nu skal Rebild Kommune have ny kommunaldirektør

30. april 2026 kl. 09.12

REBILD: Ved udgangen af maj stopper Jesper Carlsen som kommunaldirektør i Rebild Kommune.

Det skriver Rebild Kommune i en pressemeddelelse. 

I stedet skal han være ny direktør for Klima, Kultur og Sundhed i Aalborg Kommune. 

Jesper Carlsen nåede at være kommunaldirektør i Rebild Kommune i præcis tre år, og i den periode har han "sat et tydeligt aftryk på kommunen", lyder det i pressemeddelelsen.

- Jesper har været en dygtig og samlende kommunaldirektør, som har bidraget væsentligt til udviklingen af Rebild Kommune og til det gode samarbejde mellem politikere og administration. Vi er selvfølgelig ærgerlige over at miste ham, siger Jesper Greth (V), der er borgmester i Rebild Kommune.

Han tilføjer: 

- Vi er stolte over, at Jesper nu skal videre til en central direktørstilling i Aalborg Kommune - Danmarks fjerde største kommune. Det er et tydeligt bevis på hans kompetencer. Jeg vil derfor ønske både Aalborg Kommune og Jesper tillykke med ansættelsen. 

Selv peger Jesper Carlsen på, at beslutningen ikke har været nem.

- Det har ikke været en let beslutning at sige ja til stillingen. Jeg har været meget glad for at være i Rebild Kommune og for det tætte samarbejde med både byråd og medarbejdere. Rebild kan noget helt særligt, og det er en periode i mit arbejdsliv, som jeg for altid vil se tilbage på med glæde og taknemmelighed.

Jesper Carlsen tiltræder sin nye stilling i Aalborg Kommune pr. 1. juni. 

Rebild Kommune oplyser, at man nu sætter gang i arbejdet med at finde en ny kommunaldirektør. 

"Stillingen vil blive slået op hurtigst muligt, og målet er at finde en profil, der kan bygge videre på den positive udvikling i kommunen," skriver man i pressemeddelelsen. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste