Billede beskrivelse

Brugs søger nu sin tredje uddeler på fem måneder

08. november 2025 kl. 06.02

RANUM: Dagli'Brugsen i Ranum har haft usædvanligt meget gang i svingdøren gennem de seneste måneder. 

Kim Bugge Ørndrup måtte efter tre måneders sygdom træde af i foråret efter knap fem år som uddeler, og siden har man været igennem to andre.

Den første opsagde nemlig stillingen efter blot fire måneder for at skifte til vinbranchen. Og 1. november sluttede det seneste ansættelsesforhold efter blot en måned.

- Det er ærgerligt, men det viste sig ikke at være det match, vi havde regnet med, da vi ansatte ham, siger bestyrelsesformanden i Ranum Brugsforening, Thomas Holm.

Dagli'Brugsen i Ranum har fire faste medarbejdere og en halv snes ungarbejdere, så fraværet af en uddeler er meget mærkbart.

- Efter tre måneders sygdom og nu det her trækker vi store veksler på personalet, men vi fra bestyrelsen prøver at give moralsk opbakning og giver også er nap med, hvis det er nødvendigt, og så kan vi heldigvis få hjælp fra Coop til løn, administration og vareindkøb, siger Thomas Holm.

Nu har man slået uddelerstillingen op igen i håbet om, at finde en mere langtidsholdbar løsning.

- Det skal være en, der ikke er bange for udforinger og for at tage fat. Og så vil det være en stor fordel, hvis vedkommende er uddannet eller har erfaring fra Coop. Det er en gammel organisation, og det er en fordel med erfaring indefra, så man fra start kender alle de særegenheder, der præger organisationen på godt og ondt, siger Thomas Holm.

Han forventer, at en ny uddeler tidligst kan være på plads efter nytår, så personalet kigger altså ind i en travl juletid med begrænset personale.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste