Åbnede midt i en krisetid – men det går godt
Tilbage i oktober måned 2020 – midt i en buldrende coronakrise – valgte Lene Dahl Haldrup at forfølge sin drøm og kaste sig ud som selvstændig blomsterhandler med forretningen Bloom by Lene på Himmerlandsgade 51B i Aars. Det har hun ikke fortrudt et sekund.
- Siden jeg som ung skolepige begyndte at hjælpe til i Byens Blomster her i Aars, hvor jeg senere også kom i lære som blomsterdekoratør, har jeg vidst, at jeg på et tidspunkt ville åbne min egen blomsterbutik.
- Men det var lidt forskellige tilfældigheder, der gjorde at det lige blev for et par år siden. Blandt andet lukkede blomsterbutikken Fryd & Flora, hvor jeg arbejdede. Samtidig havde vores børn nået en alder, der gjorde det mere foreneligt med livet som selvstændig, fortæller Lene Dahl Haldrup og fortsætter:
- Så selvom det var en usikker tid med corona, så tog jeg chancen. Og det har jeg bestemt ikke fortrudt. Jeg elsker bare min butik, kunderne og faget. Man kan da kun blive glad af at omgive sig med farverige blomster og planter.

Den personlige butik
Bloom by Lene er ikke medlem af en landsdækkende kæde – et helt bevidst valg af Lene. Hun synes nemlig, at der er meget mere frie tøjler ved bare at være sig selv.
- Jeg vil gerne sætte mit helt eget præg på min butik og det, jeg tilbyder kunderne. Jeg elsker, at lave det kreative og individuelle, når folk kommer ind ad døren og fortæller, hvad de gerne vil have. Jeg vil ikke være en webshop med et udvalg af standardbuketter, men være den helt personlige fysiske butik, hvor kunderne får nøjagtigt det, de ønsker, fortæller hun.
Bloom by Lene byder på et stort udvalg af planter, dekorationer, blomster, buketter, potter, krukker samt et fint udvalg af øl, vin, chokolade og andre lækre ting, der passer perfekt til gavekurve. I butikken er der endvidere en lille selvbetjeningsafdeling, hvor man hele døgnet kan lukke sig ind og købe et udvalg.
Stilen er vidtfavnende, men Lene elsker al inspiration fra naturen, hvilket gør hendes dekorationer og buketter så naturlige som muligt.
- Jeg er ikke til så meget kunstigt glitter, glimmer og effekter i en buket eller dekoration. Her vil jeg hellere lave den så naturlig som mulig.
En kæmpe tillid
Udover at du altid kan kigge forbi og finde noget til ham eller hende, du holder af – eller når du skal forkæle dig selv - tilbyder Bloom by Lene blomster, buketter, kranse og dekorationer til nogle af livets store øjeblikke. Det være sig alt fra bryllupper til begravelse.
- Der er noget helt særligt ved begge dele, og jeg føler mig altid meget privilegeret, når jeg skal stå for blomsterne til enten en begravelse eller et bryllup. Det er en kæmpe tillid, der vises mig og den bliver jeg altid berørt af, fortæller hun.
Aars er en fantastisk by
Selvom coronaens udfordringer sidenhen er blevet afløst af en energi- og inflationskrise er Lene glad for den modtagelse og start hun har fået i Aars.
- Aars er en fantastisk by med en rigtig god opbakning fra kunderne, som kender vigtigheden af at handle lokalt. Jeg er også rigtig glad for det sammenhold, der er mellem butikkerne. Vi er ikke konkurrenter, men bakker op og hjælper hinanden for derigennem at fremstå som en stærk handelsby, slutter hun.

Lene Dahl Haldrup har to ansatte i butikken; Louise Schmidt og Ann-Sofie Halstrøm.
Privat bor hun i Aars med manden Ulrik, og parrets to børn; Jonas på 12 år og Signe på 14 år.