Billede beskrivelse

Se billederne: Nordlys dansede over hele Nordjylland

Mange nordjyder meldte søndag aften og mandag morgen om nordlys over hele landsdelen

27. februar 2023 kl. 07.42
Opdateret kl. 11.03

NORDJYLLAND: Mandag morgen er der især én type billeder, der fylder godt på Facebook: Nemlig natbilleder med tydelige grønne og svagt rosa farver, der lyser himlen over Nordjylland op.

Én af dem, der fik det arktiske fænomen nordlys foreviget, var Vivi Randers fra Suldrup i Himmerland.

Klokken 22.15 kunne hun fra sit vindue på Hjedsbækvej se farver på himlen, som hun ellers aldrig havde set før - og så gik det hurtigt med at få hentet telefonen.

Billede beskrivelse

- Jeg tænkte bare, hvad foregår der, og så løb jeg ind efter mobilen, fortæller Vivi Randers, der sent søndag aften så nordlys for første gang i sit liv.

Og selv om det farvemæssigt ikke kan sammenlignes med dét, man kan opleve i eksempelvis det nordlige Norge, var det for Vivi Randers alligevel noget af en oplevelse.

- Det var så vildt at se, specielt når man aldrig har set det før, siger hun.

Derfor var hun også hurtig til at dele sine uredigerede billeder med resten af Suldrup i facebookgruppen "9541 Suldrup - en jætte god by".

Billede beskrivelse

Også nær Brønderslev kunne man se nordlys. Her var Mathias Maagaard Jensen en af de mange nordjyder, der fandt kameraet frem. Han har aldrig set nordlys før men har fulgt med i en nordlys-gruppe på de sociale medier og har altid været interesseret i nordlys.

- Det har altid været sådan en ting, jeg godt gad at se. Det er et ret fascinerende naturfænomen, fortæller Mathias Maagaard Jensen, der i aftes blev gjort opmærksom på den specielle nattehimmel af sin søster.

Derpå kiggede han ud og fik fundet sit kamera frem.

- Det var ret vildt at opleve det på den måde, fortæller Mathias Maagaard Jensen, der var overrasket over at kunne se nordlys på sine egne breddegrader i hjemmet nær Brønderslev.

Billede beskrivelse

Ifølge facebookgruppen "Nordlysvarsel i Danmark" var forholdene søndag aften noget nær optimale for at se nordlys - og det kan forklare de mange begejstrede delinger.

Men ellers er nordlys i Danmark et relativt sjældent fænomen, skriver DMI på sin hjemmeside. Nordlys - eller sydlys, som det hedder på den sydlige halvkugle - opstår fordi solen i varierende mængder spreder elektriske partikler ud i rummet og laver forstyrrelser i jordens magnetfelt.

Nordlys kan ses dagligt i de polare områder, altså i Nordskandinavien, Island og Grønland, og det ses især i timerne omkring midnat og i vintertiden, hvor der selvsagt er flest mørke timer.

I Danmark forekommer nordlys langt sjældnere og hovedsagelig i forbindelse med kraftig magnetisk aktivitet også kendt som 'magnetisk storm'. Og når nordlyset rammer Danmark, er det oftest i meget korte tidsrum, hvor det kan ses som grønne og røde stråler på himlen.

Opdateres med flere billeder.

Billede beskrivelse
Billede beskrivelse
Billede beskrivelse
Billede beskrivelse
Billede beskrivelse
Billede beskrivelse
Billede beskrivelse
Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste