Borgmesterkandidat for Venstre Jesper Greth er 51 år og har de sidste seks år været afdelingsleder hos Energinet i Støvring. Foto: Henrik Bo
Livet her

Venstre: - Slut med at være på bagkant med udviklingen i Rebild

Jesper Greth har som borgmesterkandidat klare bud på konkrete tiltag

27. oktober 2021 kl. 18:44

STØVRING: Som borgmesterkandidat for Venstre har Jesper Greth tre klare mærkesager som optakt til kommunalvalget 16. november.

- Jeg har tidligere før min plads i økonomiudvalget siddet i børne- og familieudvalget, og er derfor meget optaget af at vi som kommune skaber de bedste rammer for børn og unge med hensyn til en god skolegang og i relation til foreningslivet og andre gode fritidsaktiviteter. Alt for mange børn og unge har nemlig i dag et stigende behov for hjælp ud over den almindelige læring i skolerne, pointerer han.

Et andet punkt er ifølge Jesper Greth vilkårene for erhvervslivet i Rebild Kommune.

- Her er det vigtigt med en god kommunal dialog med de erhvervsdrivende samt at vi hele tiden har ledige kommunale erhvervsgrunde, ikke blot i Støvring, men rundt i hele Rebild Kommune for at klare den løbende efterspørgsel. Det betyder nemlig meget for at tiltrække både iværksættere, nye virksomheder samt eksisterende, der har planer om udvidelser. Et blomstrende erhvervsliv er jo også med til at styrke kommunens økonomi og skaffe endnu flere jobmuligheder for lokal arbejdskraft, påpeger han.

Mere på forkant med udvikling

Tredje mærkesag er et stærkt ønske om at lokalpolitisk at komme mere på forkant med udviklingen i Rebild Kommune, ikke blot de nærmeste år men også på langt sigt.

- Rebild er jo i øjeblikket inde i en rivende udvikling med et stigende befolkningstal. Desværre har vi gentagne gange i byrådet oplevet at være på bagkant i stedet for forkant med planlægningen af udviklingen, både med hensyn til behovet for daginstitutioner og skolevæsen samt infrastruktur. Det har blandt andet resulteret i nogle akutte løsninger, eksempelvis ikke optimale midlertidige rammer for daginstitutioner, der på samme tid var blevet en dyr løsning. Dette forhold skal vi have ændret med nogle væsentligt bedre befolkningsprognoser, alt andet kan vi lokalpolitisk ikke være bekendt, erklærer Jesper Greth.

Venstre kandidater til KV21

Borgmesterkandidat Jesper Greth - Støvring, 51 år.

Anna Oosterhof - Guldbæk, 47 år.

Jeppe Ugilt - Volstrup/Nørager, 39 år.

Hans Henrik Paulsen - Skørping, 60 år.

Flemming Mikkelsen - Veggerby, 53 år.

Brian Winther Tranten/ Øster Hornum, 42 år.

Peter Hjulmann - Haverslev, 60 år.

Maybritt Toft - Terndrup, 44 år.

Thomas Simoni Thomsen Øster Hornum 60 år

Henrik Buus - Mejlby, 41 år.

Stefan Berg - Støvring, 36 år.

Henriette Frølund Lyngberg - Suldrup, 41 år.

Niels Nørøxe - Støvring, 76 år.

Gert Fischer - Højriis/Suldrup, 72 år.

Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkepari har indgået valgforbund op til kommunalvalget.

Han nævner som eksempel at Støvring by i 2019 havde landets højeste befolkningstilvækst.

Med de to parametre med den tætte beliggenhed med motorvej E45 og den unikke natur er han overbevist om at befolkningstallet fortsat vil stige markant de kommende år modsat visse andre kommuner.

- Det kræver dog at vi hele tiden er på forkant med udviklingen for at tiltrække nye borgere, hvilket vi ikke er gode nok til i øjeblikket, erkender han.

Familieråd om tilbud

Egentligt var Jeppe Ugilt udpeget som Venstres borgmesterkandidat, men grundet en sygemelding tilbage i begyndelsen af marts måned trak han sig i maj som spidskandidat.

Kommuneforeningen for Venstre foreslog i begyndelsen af juni Jesper Greth som ny borgmesterkandidat for partiet.

- Umiddelbart var det et meget fristende tilbud, man straks skulle sige ja til. Men med min alder og erfaring skulle jeg først drøfte det med min familie, overveje de jobmæssige konsekvenser og lige sove på det inden min endelige svar, som jeg ikke har fortrudt, påpeger han.

Travl valgkamp forude

Uden for Støvring er Jesper Greth ikke særlig kendt i Rebild Kommune, hvilket han i valgkampen vil gøre en stor indsats på at ændre på.

- Det sker ved deltagelse i de fleste vælgermøder og andre valgarrangementer rundt i hele kommunen som repræsentant for Venstre, ofte sammen med en lokal kandidat. Valgkampen begynder for alvor her i begyndelsen af uge 43, men heldigvis betyder mine seks år som afdelingsleder hos Energinet her i Støvring og forholdet til de ansatte, at jeg fortsat kan klare begge opgaver frem mod kommunalvalget 16. november. Men valgkampen er jo ikke en enkeltmandspræstation, det er en holdindsats, understreger Jesper Greth.

Ønske om blå borgmester

Venstre i Rebild har indgået valgforbund med Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti.

Hvem der muligvis skal være ny borgmester i Rebild Kommune fra årsskiftet og de næste fire år er der ifølge ham på nuværende tidspunkt ikke truffet en aftale om.

- I valgforbundet har vi blot givet hinanden håndslag på et ønske om en blå borgmester. Resten forholder vi os til når valgresultatet foreligger om aftenen 16. november, når vi samles i valgcaféen i Stubhuset i Støvring. Det bliver en spændende aften, hvor vi håber på et flertal med 13 mandater eller allerhelst flere for at opnå en endnu bredere konstitueringsaftale, bemærker han.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu