Rebild henter ny natur- og miljøchef på Sydfyn
Birgitte Kring Frederiksen (54) tiltræder i jobbet 1. marts
54-årige Birgitte Kring Frederiksen bliver Rebild Kommunes nye natur- og miljøchef.
Birgitte Kring Frederiksen kommer fra en stilling som afdelingsleder for Natur og Miljø i Svendborg Kommune , men ser nu med forventning frem til tage fat på opgaverne i det nordjyske.
- Rebild Kommune er jo landskendt for sin smukke natur og er desuden godt i gang med den grønne omstilling.
- Det er et arbejde, jeg naturligvis vil fortsætte og styrke yderligere, lyder det fra den nye chef for Center Natur og Miljø i Rebild.
Det er et enigt ansættelsesudvalg i Rebild, der står bag ansættelsen af Birgitte Kring Frederiksen, som tiltræder sit nye job pr. 1. marts.
- Birgitte er udadvendt med en anerkendende ledelsesstil, og hun er dygtig til at tænke i helheder og til at se tingene fra flere vinkler.
- Jeg er helt sikker på, at hun får et godt samarbejde med såvel medarbejdere som ledelse og politikere, forudser direktør med ansvar for det tekniske område i Rebild Kommune, Jytte Gad Lauridsen.
Birgitte Kring Frederiksen er uddannet cand. agro og har efterfølgende efteruddannet sig indenfor miljøjura og ledelse.
Den nye natur- og miljøchef har mand og to børn.
Fritiden bruger hun bl. a. på kajakroning, portrætmaling og musik samt oplevelser i by og natur.
Som chef for Center Natur og Miljø i Rebild afløser Birgitte Kring Frederiksen Claus Riber Knudsen, der ved årsskiftet valgte at søge nye udfordringer i Brønderslev Kommune.