Sognepræst Jack Nørdam Pedersen er 55 år og bosat med sin kone og to skolesøgende drenge i Holstebro. Privatfoto
Livet her

Debut som sognepræst 25 år efter sin eksamen

55-årige Jack Nørdam Pedersen fra Holstebro tiltræder 1. december i Øster Hornum og Veggerby

24. oktober 2021 kl. 06:40

ØSTER HORNUM: Blandt seks ansøgere har et flertal i menighedsrådet for Øster Hornum og Veggerby kirker nu valgt en ny præst.

- Valget er faldet på Jack Nørdam Pedersen, der er 55 år og kommer fra Holstebro. Han tiltræder 1. december og flytter ind i præsteboligen her i Øster Hornum sammen med sin hustru og to børn, forklarer Annette Søegaard, formand for menighedsrådet i Øster Hornum.

Hun betegner gruppen af ansøgere som et stærkt felt, hvor der var spænding lige til det sidste i de to menighedsråd med valg af en ny præst.

Hvornår der vil blive en indsættelsesgudstjeneste for den nye sognepræst har menighedsrådene endnu ikke fastlagt.

- Vi skal jo nødigt komme på tværs af julemarkedet i hallen her i Øster Hornum søndag 5. december, understreger hun.

Debut som sognepræst

I øjeblikket fungerer Jack Nørdam Pedersen som lærer på OrkesterEfterskolen i Holstebro, en stilling han har haft siden sommeren 2018.

- Lige siden jeg i 1996 blev færdig med mit teologistudie i København har jeg fungeret som efterskolelærer, så præstegerningen i Øster Hornum bliver mit allerførste. Jeg har dog i længere tid haft et stort ønske om at fungere som præst ved med folkekirken som platform at udbrede kendskabet til kristendommen og hvad den står for i Danmark og begyndte derfor her i foråret at søge ledige stillinger. Skal jeg lære en menighed godt at kende som nu fremover i Øster Hornum og Veggerby, spiller min alder på 55 år jo også ind i mine overvejelser om at tidspunktet for et skifte nu er det helt rigtige, erkender han.

Ud over rollen som efterskolelærer gennem mange år sidder han også i bestyrelsen for Sædding Efterskole beliggende nord for Skjern.

Det er en kristen efterskole i Vestjylland, der er drevet af Luthersk Mission. I lighed med Indre Mission en gren af folkekirken, som Jack Nørdam Pedersen selv tilhører.

- Under ansættelsessamtalen med menighedsrådene i Øster Hornum og Veggerby blev jeg af nogle medlemmer direkte spurgt, om jeg tilhører højrefløjen i folkekirken, hvilket jeg bekræftede. I øvrigt er spørgsmålet meget gængs ved ansættelse som sognepræst, understreger han.

Begrænset lokalkendskab

Jack Nørdam Pedersen erkender, at hans kendskab til Himmerland og dermed Øster Hornum og Veggerby begrænser sig til at hans hustru kommer fra Farsø.

Fra 1. december bliver præsteboligen på Nibevej 1 i Øster Hornum igen beboet af en præstefamilie. Foto: Bente Poder

- Jeg er selv opvokset i Kolding og har i forbindelse med mine teologistudier boet 15 år i København. De sidste 15 år har vi i familien boet i Holstebro, så jeg kender godt forskellen ved at flytte til en mindre by. Dog ikke en by på størrelse med Øster Hornum, hvor vi nu rykker ind i præsteboligen 1. december. Inden da skal vi have fundet ud af hvor vores to drenge på 13 og 14 år fremover skal gå i skole, forklarer han.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu