Betaler for at dæmpe skydebane i Støvring, man ikke kan smide på porten
Nødvendigt at skrue ned for larmen, så der kan bygges boliger på den anden side af jernbanen
STØVRING: I maj 2021 fik foreningen bag skydebanen i Støvring rettens ord for, at Rebild Kommune ikke kan smide dem ud. Den strid er bilagt, og nu dykker samme kommune dybt i kassen for at dæmpe på skudlarmen.
Økonomiudvalget har bevilget penge til yderligere støjdæmpning af SSV Flugtskydningsforenings anlæg, som har ligget på Banesvinget i Støvring siden 1974. Tiltaget er nødvendigt, fordi kommunen har solgt et areal på den anden side af jernbanen til byggefirmaet Hybel med henblik på at udstykke grunde til boliger.
- Den nuværende støjkonsekvenszone går ind i det planlagte boligområde og forhindrer ejeren i at udnytte området fuldt ud, forklarer borgmester Jesper Greth (V).
Kommunen har sat op til 350.000 kroner af til støjdæmpningen.
Men hermed er der næppe lukket ned for debatten om skydebanen. I omtrent 15 år har kommunen og SSV forsøgt at finde en anden placering. I 1974 lå skydebanen måske udmærket. Men siden er Støvring sneget sig ind på anlægget på Banesvinget, og med de fremtidige planer for udvikling af Støvring Syd ender skydebanen med at være omringet af boligkvarterer.
- Ambitionen om at flytte banen har nok været der i mange år, men der har manglet politisk vilje og mod. Men nu har vi et nyt byråd, og jeg synes, vinden blæser i en anden retning, lyder det fra Jesper Greth, som selv en gang var formand for SSV og en habil skytte med haglgeværet.
Forening vil gerne flytte
Indtil videre ligger banen, hvor den gør. I maj vandt SSV en retssag mod Rebild Kommune, der med en lokalplan forsøgte at opsige skydeklubbens lejeaftale for arealet i Banesvinget. Retten afgjorde, at skydebanen ikke kan smides ud.
Skydebanen og SSV
Skydebanen har ligget i Banesvinget i Støvring siden 1974.
Siden 1996 har SSV Flugtskydningsforening drevet banen. Foreningen blev stiftet af de tre jagtforeninger i Støvring, Suldrup og Veggerby.
Skydebanen ligger på et lejet erhvervsområde, som tilhører kommunen.
I 15 år er der arbejdet på at flytte skydebanen til et andet sted, fordi Støvring vokser omkring banen.
I 2018 vedtog et snævert flertal i byrådet (Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti) en lokalplan, som gjorde det muligt at opsige SSV’s lejemål i Banesvinget.
SSV lagde sag an mod kommunen, og 19. maj i fjor gav Retten i Aalborg foreningen medhold. Lejekontrakten kan ikke uden videre ophæves.
I 2019 nedsatte byrådet en arbejdsgruppe, der skal undersøge muligheden for en ny placering af banen - uden at det har ført til konkrete forslag.
SSV har 640 medlemmer og nogle af landets bedste konkurrenceskytter.
I SSV glæder formand Kristian Højsleth sig over den støjdæmpning, som nu med kommunal støtte udføres. Han betegner det som fase 1 i banens fremtidsplaner.
- Vi er enige i, at skydebanen ikke længere ligger hensigtsmæssigt. Fase 2 er, at vi på sigt - gerne på kort sigt - finder et nyt optimalt sted, hvor vi generer mindst muligt, og hvor vi kan bygge en moderne skydebane med effektiv støjdæmpning, siger Kristian Højsleth.
Han siger, at den bedste placering vil være et sted med så få naboer som muligt og i nærheden af andre støjende elementer, f.eks. motorvej eller vindmøller.
Hård ramt
I 2019 nedsatte byrådet en arbejdsgruppe, der skulle se på en mulig ny placering for skydebanen. Gruppen er aldrig nået i mål med et forslag.
- Men vi må bare erkende, at byen vokser sig tættere og tættere på skydebanen, og det har vi ladet ske med åbne øjne. Hvis vi kan finde en anden placering, kan vi slå to fluer med et smæk. Skydebanen kan komme til at ligge mindre bynært, og samtidig understøtter vi byudviklingen i Støvring Syd, som ikke hele tiden begrænses af skydebanens støjzone, siger Jesper Greth.
Borgmesteren understreger, at det er vigtigt, at SSV også i fremtiden har en velfungerende skydebane.
- Foreningen har så mange medlemmer, så mange jægere og så mange dygtige skytter, at det vil være en katastrofe, hvis det ikke bevares, siger Jesper Greth.
Socialdemokraten Morten Lem siger om skydebanens fremtid:
- Jeg ville ønske, vi kunne finde en anden placering, men indtil da må vi lave mere støjdæmpning. Ikke kun af hensyn til den nye udstykning, men også af hensyn til andre beboere i området, som er hårdt ramt af støjen fra banen, siger Morten Lem.