Billede beskrivelse

Nu skal alle kunne opfinde: Kælder vil fyldes med gode ideer og sjove opgaver

Print i 3D og skær med en laser. Det er kommunes nye tilbud til alle, der vil

20. november 2023 kl. 12.26

Alle kan få en god ìdè. Men det er sværere at føre den ud i livet. Indtil nu.

I hvert fald i Vesthimmerland, hvor man nu har åbnet et værksted, der ikke sætter mange flere grænser end ens fantasi og tålmodighed gør. 

"Makerspace" hedder det, og bag det engelske navn findes noget af den nyeste teknologi, der er ved at være så enkel at bruge, at rigtigt mange kan være med til at betjene den. 

- Vi er meget spændte på, hvordan der bliver taget imod det. Vi vil have, at alle skal have muligheden for at prøve det, hvis de vil, siger Peter Brandsborg, bibliotekar på Aars Bibliotek og en af tovholderne på projektet. 

Ved siden af ham  i kælderen under biblioteket står fire 3D-printere - den ene ret avanceret. Desuden en lasercutter, en sublimations-printer (en der kan printe på meget andet end papir), broderimaskine, storformatsprinter og et par mindre avancerede, men eftertragtede ting: En laminerings-maskine og en til at printe på krus.

Peter Brandsborg har selv været i gang med maskinerne. Det er blandt andet blevet til en fødselsdagsgave og nogle små, pæne dimser.

Man kan dog også printe mindre, praktiske ting: En manglende brik til ep spil, eller en plasticdims, der er knækket.  

Man skal lige have en kort oplæring i maskinerne, inden man slippes løs på dem. Og der er instruktion en dag om ugen hos Peter Eller kollegaen Jan.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste