Nu er det officielt: Stor virksomhed får ny ejer
Byggevirksomheden Scandi Byg i Løgstør er blevet købt af koncernen Nordic Wood Industries. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Det betyder, at virksomhedens cirka 175 medarbejdere nu ikke længere er en del af MT Højgaard Holding, men i stedet er en del af den landsdækkende koncern, der også tæller andre trævirksomheder.
- Hos Scandi Byg glæder vi os over, at vi nu træder ind i en koncern, hvis primære fokus er træ og klimavenlige løsninger til byggeriet. Nordic Wood Industries har et tårnhøjt fokus på den grønne omstilling, og det matcher i høj grad Scandi Bygs ambitioner om at kunne levere klimavenlige modulløsninger, siger Torben Bloch Nielsen, administrerende direktør i Scandi Byg.
Tilbage i januar indgik MT Højgaard Holding en aftale med Nordic Wood Industries. Koncernen fik ret til at købe Scandi Byg frem til efteråret. Det er den mulighed, som de nu har valgt at tage.
- Vi kan nu endelig byde Scandi Byg og virksomhedens godt 175 dygtige medarbejdere velkommen til Nordic Wood Industries – og det glæder vi os naturligvis meget over. Scandi Byg er markedsleder inden for klimavenligt træbyggeri, og vi er overbeviste om, at Scandi Byg passer rigtig godt ind i vores træ-familie, siger koncerndirektør i Nordic Wood Industries, Thomas Raunsbæk