Billede beskrivelse

Plejehjemsbeboer fanget i lejlighed fyldt med røg

Kvinden blev mandag eftermiddag kørt med ambulance til hospitalet. Hun var "vågen og ved bevidsthed," oplyser indsatsleder

20. december 2021 kl. 14.18
Opdateret kl. 14.31

LØGSTØR: En kvindelig beboer blev mandag eftermiddag reddet ud af sin lejlighed på Plejecenter Bøgely i Løgstør.

Der var forud for redningsaktionen gået ild i den stol, som beboeren sad i, hvilket havde sat plejehjemmets sprinklersystem i gang.

Nordjyllands Beredskab modtog anmeldelsen klokken 12.48.

Da beredskabet nåede frem til adressen, var ilden slukket, men røgen havde bredt sig over hele lejligheden. Det var derfor umuligt for plejehjemmets personale at redde beboeren ud derfra, ligesom det var umuligt for hende selv at flygte.

Derfor sendte beredskabet røgdykkere ind i lejligheden, som lykkedes med at redde kvinden ud af røgen.

Hun blev efterfølgende kørt med ambulance til hospitalet.

- Hun var vågen og ved bevidsthed, siger indsatsleder Caspar Weisberg.

Beredskabet har nu slukket for sprinklerne og reddet de værdier, der stadig var intakte i lejligheden.

I forbindelse med plejepersonalets forsøg på at redde kvinden, trængte noget af røgen også ud i det øvrige plejehjem. To medarbejde er desuden også kørt til tjek for røgforgiftning på hospitalet.

Beredskabet overdrager mandag eftermiddag skadestedet til skadeservice, som skal gøre rent og tage sig af vandskaden efter sprinkleren.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste