Susanne fejrer milepæl
SULDRUP: Kundemedarbejder i Suldrup-afdelingen, Susanne Merete Ølgaard, kunne torsdag den 1. august fejre 25-års jubilæum i Sparekassen Danmark.
Susanne Merete Ølgaard begyndte i august 1999 som elev i Sparekassen Himmerland med hovedsæde i Aars. Efter endt uddannelse arbejdede hun først i sparekassens servicecenter med dokumenthåndtering.
I 2010 skiftede hun til sparekassens kreditafdeling, inden hun for 10 år siden flyttede til sin nuværende lokation i Suldrup.
– Jeg er meget glad for min arbejdsplads. Jeg har gode kolleger, både generelt og her i Suldrup. Og så har jeg et job med mulighed for udvikling i en branche, der er under konstant forandring, siger jubilaren.
– Desuden er jeg dagligt i kontakt med en masse søde kunder.
Aktiv i lokalområdet
Susanne Merete Ølgaard bor på en gård ved St. Binderup sammen med sin mand, Danny, og parrets tre hjemmeboende børn på 14, 17 og 19 år.
Jubilaren er ganske aktiv i det lokale foreningsliv. Hun har været formand for St. Binderup Borgerforening siden 2007, og hun er kasserer i det lokale menighedsråd. Desuden arbejder hun som frivillig i Aars Svømmeklub – og dyrker selv gymnastik.