Billede beskrivelse

Stor ros til mentorerne: - I gør en kæmpe forskel

26. november 2025 kl. 09.35

VESTHIMMERLAND: Tirsdag aften afholdte Vesthimmerland Kommune årets konference for mentorer, som sætter fokus på socialt ansvar og vejen til beskæftigelse.

Her fremhævede man de virksomhedsmentorer og frivillige mentorer, der gennem året har gjort en uvurderlig indsats for beskæftigelsesområdet, med forskellige priser.

Årets mentorvirksomhed

Blandt de nominerede til årets mentorvirksomhed var Jem og Fix Aars, Plejecenter Bøgely og GPV Group A/S.

Sidstnævnte blev vinderen med flotte ord om et stærkt engagement i at give borgere på kanten af arbejdsmarkedet reelle muligheder.

Billede beskrivelse

Ifølge indstillingen har virksomheden åbnet dørene for mange forskellige forløb, hvor flere borgere efterfølgende har fået ordinær ansættelse. Derudover har virksomheden en særlig vilje til at støtte unge, der har brug for hjælp til at få fodfæste på arbejdsmarkedet. 

Årets mentor

Prisen som årets mentor gik til Svend Aage Poulsen fra Vesthimmerlands Forsyningsservice.

Han beskrives som en mand med stor empati, ro og overblik, der møder hver enkelte borger med respekt og en grundlæggende tro på, at alle fortjener en reel chance.

Billede beskrivelse

Udover Svend Aage Poulsen, var også Helle Lindstrøm fra GPV Group A/S og Anette Pejtersen fra Aldersintegreret Institution Markvænget normineret til prisen. 

Årets frivilligmentor

Blandt de frivillige mentorer blev det Ruth Horsdal, der gjorde sig særligt bemærket til prisen.

Gennem 11 år har hun som frivillig mentor gjort en markant forskel for unge, der kæmper med psykiske udfordringer og manglende tro på fremtiden. 

Billede beskrivelse

Ifølge indstillingen møder hun de unge med nærvær, empati og en helt særlig evne til at skabe tillid. Hun hjælper dem ikke ved at give løsninger, men ved at stille de spørgsmål, der styrker deres egen handlekraft. Hun er stabil, vedholdende og til stede hele vejen, så ingen står alene, når hverdagen bliver uoverskuelig.

Alice Larche og Bjarne Mæng Pedersen var også nomineret til prisen.

En kæmpe forskel

 Det var beskæftigelsesudvalgsformand Rasmus Vetter, der uddelte priserne og motiverede indstillingerne.

- Stort tillykke til prisvinderne og tak til alle de mentorer, der i det daglige arbejde gør, at vi som jobcenter kan skabe rammerne for udvikling i de mange praktikforløb. I gør en kæmpe forskel, udtalte han til tirsdagens årskonference.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste