”Stafet for livet” fik næsten halveret deltagelsen
Lørdag klokken 11.00 startede årets ”Stafet for livet” i anlægget i Aars, hvor formanden, Ejner Larsen, bød alle deltagerne velkommen. Herefter var der fællessang med ”Livstræet”, inden Marianne Støttrup holdt en meget rørende fightertale.
Efterfølgende startede fighterrunden i anlægget. Om eftermiddagen var der tale af administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse, Jesper Fisker, som fortalte om arbejdet i Kræftens Bekæmpelse samt det flotte arrangement i Aars. Tilslutningen til arrangementet har været svigtende med hensyn til deltagere og antal tilmeldte hold, og andre steder i landet er meldingen den samme. Faktisk er der flere steder, arrangementet enten ikke er blevet til noget, eller man har afkortet programmet til det halve.
Der var masser af underholdning hele dagen, og klokken 22.00 var der lysceremoni i anlægget, hvor stafetten holdt pause. Der var desuden underholdning af Arosia koret og tale om håb med sognepræst, Lisbeth Helldorf. Herefter var der bankospil i bymidten med 100 deltagere. Søndag morgen blev der budt på morgenmad og om formiddagen gudstjeneste.