Røde Kors Hjemmet i Løgstør er Danmarks bedste plejehjem 2024
LØGSTØR: Røde Kors Hjemmet i Løgstør har vundet afstemningen om titlen Danmarks bedste plejehjem 2024.
Næsten 30 % af alle stemmer i Danske Seniorers konkurrence – 1.438 af de 5.199 stemmer – tilfaldt nordjyderne – skarpt forfulgt af Plejecenter Aabo på Bornholm, der fik 1.183 stemmer.
Hele fire personer havde indstillet Røde Kors Hjemmet til titlen Danmarks bedste plejehjem 2024 – og det, der førte til nomineringen af Røde Kors Hjemmet var den lokale opbakning til Røde Kors Hjemmet.
Opbakningen var egentlig opstået på den træls baggrund af sparerunder, men har i tiden efter udviklet sig til et stærkt lokalt samarbejde, hvor frivillige giver en hånd med, naboerne – børnehave og skolen – kommer på besøg – og foreninger holder åbne øveaftener, som beboerne må overvære.
- Det, der især gjorde, at vi nominerede Røde Kors Hjemmet var, at den lokale opbakning varer ved – også efter, at Røde Kors Hjemmet klarede skærene, fortæller Danske Seniorers landsformand Per K. Larsen.
Røde Kors Hjemmet i Løgstør er et smukt eksempel på, hvad et lokalsamfund kan sammen:
- De lokale mødte talstærkt op og var med til at sikre deres lokale plejehjems fortsatte eksistens, da der for 1½ år siden var sparerunder
- Den lokale opbakning varer: bl.a. har flere lokale foreninger åbne øveaftener i huset, hvor beboerne har stor glæde af at kigge og ikke mindst lytte med.
- Foreningen ’Frivillige Hænder’ skaber glæde både hver dag og til fest: i sommer skaffede de plejehjemmets beboere deres helt egen version af Nibe Festival
- Vores konkurrence Danmarks bedste plejehjem viser, at det er muligt at skabe gode hjem for beboere på plejehjem og at der er mange måder at skabe trivsel på. I år satte vi fokus på samarbejde med lokalsamfundet, fordi vi som organisation for seniorer og seniorforeninger ved, hvor meget det betyder, at vi hjælper hinanden, at vi gi’r en hånd i hverdagen – og også i særlige situationer og livsbegivenheder, siger Per K. Larsen.
- Og vores konkurrence viser – i lighed med de foregående år – at der er masser af livskvalitet i at bo på plejehjem. Til det hører også, at man stadig har kontakt til det omgivende samfund – både ved, at man selv kommer ud og ved at naboerne kommer på besøg, siger han.
Danske Seniorer kårer Danmarks bedste plejehjem fordi 61 % af danskerne føler sig utrygge ved måske en dag at skulle på plejehjem. Det viste en CAWIundersøgelse foretaget af Wilke i oktober 2020 – og også vores egne medlemsundersøgelser har vist, at vi helst ikke vil være afhængige af nogen, når vi bliver gamle.
- Sådan må det ikke være. Det skal være trygt at komme på plejehjem. Og langt de fleste steder gør det jo godt, har samvittighedsfulde medarbejdere, der med omsorg og indsigt hver dag gør en kæmpe indsats for deres beboere, siger Danske Seniorers landsformand Per K. Larsen.
Målet er, at de gode eksempler smitter af på andre
Prisoverrækkelse fredag 8. november 2024 kl. 11.00:
Danmarks bedste plejehjem 2024 – Røde Kors Hjemmet i Løgstør – får overrakt prisen fredag 8. november kl. 11 af ældreminister Mette Kierkgaard (M).
Med titlen følger en pris på 20.000 kr. til en fest eller en oplevelse for alle, der bor, arbejder og giver en hånd med på Røde Kors Hjemmet. Denne overrækkes af vores samarbejdspartner og præmiesponsor Affectum, repræsenteret ved direktør Gitte Kilhof.
Det er Danske Seniorers medlemmer, der har indstillet plejehjem til prisen. Afstemningen var offentlig tilgængelig for alle med en mailadresse. Røde Kors Hjemmet blev indstillet titlen Danmarks bedste plejehjem af i alt 4 medlemmer, hvoraf 3 er frivillige på hjemmet og 1 er søster til en beboer.