Seneste nyt
Billede beskrivelse

Nyt makkerskab i spidsen for sparekassen

23. maj 2026 kl. 11.03

AALESTRUP: Sparekassen Danmark i Aalestrup byder 1. juni velkommen til Kirsten Agger Frimor som ny afdelingsdirektør. 

Hendes forgænger, Poul Pedersen, fortsætter som souschef og vil fortsat have sin daglige gang i afdelingen.

Det skriver Sparekassen Danmark i en pressemeddelelse.

Opgaven gives videre - men nærheden til kunderne er den samme

I en årrække har Poul Pedersen stået i spidsen for Sparekassen Danmark i Aalestrup og sat sit aftryk på afdelingen. Nu var tiden dog inde til et nyt kapitel, og derfor har han valgt at fortsætte som souschef og privatkunderådgiver. 

Det betyder, at han fortsat vil have tæt kontakt med både kunder og kolleger.

Poul Pedersen, et velkendt ansigt i Aalestrup, har spillet en central rolle i samarbejdet med kunder, foreninger og det lokale erhvervsliv. Han beskriver overgangen som et naturligt skridt:

- Jeg har stået nok på ølkassen gennem årene. Nu var tiden inde til at give stafetten videre.

Erfaring fra hele regionen - nu fast i Aalestrup

Kirsten Agger Frimor tiltræder som afdelingsdirektør 1. juni og bringer over 20 års erfaring fra Sparekassen Danmark med sig. 

Hun startede i sparekassen i 2003 og har siden haft flere forskellige roller, senest som boligrådgiver med tilknytning til flere afdelinger i regionen, herunder også Aalestrup.

- Jeg ser frem til at blive en fast del af hverdagen sammen med de fantastiske kolleger og til at engagere mig i alt det, der foregår i Aalestrup, udtaler hun om sin nye rolle.

Kirsten er 47 år og bor i Aars med sin mand. Sammen har de to voksne børn.

Fælles afsæt og tæt samarbejde

På trods af ledelsesskiftet vil Poul Pedersen og Kirsten Agger Frimor arbejde tæt sammen. Dette sikrer både medarbejdere og kunder kontinuitet i hverdagen og den nære rådgivning.

Kirsten Agger Frimor fremhæver samarbejdet:

- Det bliver et tæt og tillidsfuldt samarbejde, hvor vi bygger videre på det, der allerede fungerer rigtig godt i Aalestrup.

For Poul Pedersen betyder samarbejdet, at hans erfaring fortsat bringes aktivt i spil, med endnu større fokus på rådgivning og den nære kundekontakt.

Fortsat fokus på lokale relationer

Begge ser frem til den kommende tid i Aalestrup og deler ambitionen om, at Sparekassen Danmark fortsat skal være synlig og engageret i lokalområdet.

For Kirsten handler det om at lære byen og lokalområdet endnu bedre at kende og blive en større del af det lokale liv, mens Poul fortsætter som et kendt og nærværende ansigt for både kunder og kolleger.

“Det lokale engagement er en vigtig del af vores måde at være sparekasse på, og det glæder jeg mig til fortsat at bidrage til, understreger Poul Pedersen.

Kom og hils på den nye afdelingsdirektør

Torsdag 27. august inviterer Sparekassen Danmark i Aalestrup til et arrangement, hvor man kan møde den nye afdelingsdirektør og resten af teamet samt nyde lidt godt at spise. 

Arrangementet er åbent for alle.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste