Birgitte klarede spejderbrylluppet
HEDELAND: Rebild kommunes 1. viceborgmester Birgitte Simonsen er spejder om en hals og gruppeleder i spejdergruppen Cimbrerne i Støvring. Så selvfølgelig deltager hun i øjeblikket i Spejdernes Lejr i Hedeland nær Roskilde sammen med 30.000 andre spejdere.
Som spejder er Birgitte Simonsen altid beredt og klar til at hjælpe andre, så hun trådte til som giftefoged, da to spejderledere fra Aalborg-gruppen Blårævene, Frederikke og Martin havde planlagt at blive gift på Spejdernes Lejr.
Hun klarede opgave til et stort tjikkerlikker – og Frederikke Schou Truesen og Martin Frederiksen kan nu kalde sig hr. og fru Spejder, for i spejderbevægelsen bruger man aldrig efternavne.
Og så var der fest
Vielsen blev overværet af et stort antal af Frederikkes og Martins spejderkammerater, som blev budt på kage i bryllupsteltet, der ellers fungerer som cafe i lejrens voksenområde.
Bryllupsmiddagen blev indtaget hjemme på Blårævenes lejrplads i stjerneteltet, hvor Blårævene og De Grønne Pigespejdere har fælles spisestue med et spisebord lavet af granrafter og tovværk.
Det blev en festlig middag, og der blev også larmet undervejs i måltidet som traditionen byder, så brudeparret måtte op og kysse.
- I mangel af fine glas, men med robuste træbordplader på raftebordet, blev bestikket bare slået mod bordkanten i stedet for, fortæller Blårævenes gruppeleder Elin Danielsen.
Spejdere kan meget mere end tænde bål med to tændstikker. De kan også sætte hjerterne i brand. Frederikke og Martins bryllup onsdag var det tredje bryllup under den store lejr, som slutter lørdag aften.