Billede beskrivelse

Ny asylchef fundet internt

Peter Riis Kristensen - ny asylchef i Vesthimmerland med virkning fra 1. marts

15. februar 2019 kl. 09.37

VESTHIMMERLAND: Det tog ikke lang tid for Vesthimmerlands Kommune at finde en ny asylchef i stedet for Torben Gregersen, der for nylig blev ansat som direktør i Morsø Kommune.

Ny mand på posten bliver en af kommunens ”egne”, Peter Riis Kristensen, som tiltræder sin nye stilling med virkning fra 1. marts.

Peter Riis Kristensen har været ansat i Vesthimmerlands Kommune siden januar 2012, hvor han i perioden har fungeret som økonomikonsulent og faglig koordinator i staben under børne- og arbejdsmarkedsforvaltningen.

Direktør for børne- og arbejdsmarkedsforvaltningen i Vesthimmerlands Kommune, Morten Lund, glæder sig over ansættelsen:

- Der er tale om en intern rekruttering, hvor vi giver én af vores egne talenter muligheden for fortsat at udvikle sig.

- Dernæst er det vigtigt og afgørende for mig, at Peter er den helt rigtige til stillingen, da han besidder netop de kvalifikationer, som området har brug for i dag.

- Det er godt, at Vesthimmerlands Kommune kan bidrage til at skabe muligheder for vores medarbejdere og på den måde gøre det attraktivt at være en del af vores organisation, siger Morten Lund.

Peter Riis Kristensen bor, når han ikke er på arbejde, i Skive med sin kone Iben og deres tre børn.

Han har tidligere arbejdet som revisor hos Spar Nord og PriceWatwerhouseCoopers, ligesom han har fungeret som økonomikonsulent i Lemvig Kommune, før han kom til Vesthimmerlands Kommune i 2012.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste