Lærerpar takker af efter halvt liv på Løgstør Skole
Tom Vestergaard fik ved afskeden overrakt Dronningens Fortjenstmedalje
De har begge gennem en årrække været en fast bestanddel af Løgstør Skole, men nu er det slut.
Ægteparret Tom Vestergaard og Susanne Imer tager nu hul på pensionisttilværelsen for bl. a. at kunne tilbringe ekstra tid sammen med børnebørnene.
Susanne Imer har været ansat på skolen i 26 år og har ikke mindst gjort sig bemærket som en ildsjæl indenfor læsning.
Særligt de elever, for hvem læsningen har været svær, har gennem årene haft Susanne Imers opmærksomhed.
Tom Vestergaard har været ansat på skolen i 40 år og blev på den baggrund hædret med dronningens fortjenstmedalje, da han tog afsked med arbejdspladsen gennem de mange år.
i de unge år var det ikke mindst basketball, Tom Vestergaard brændte for. Sidenhen blev det naturfagene og matematikken, og mange vil kunne bevidne, at Tom som lærer har kæmpet for at få alle elever igennem folkeskolen ved at lave meget praktisk funderet undervisning.