Her er den nye boss for bibliotekerne i Vesthimmerland
Finn Christiansen overtager ledelsen af biblioteker efter Bo Jacobsen
VESTHIMMERLAND: Finn Christiansen er udnævnt til ny biblioteksleder i Vesthimmerlands Kommune.
Han kommer fra en stilling som administrationsleder på Viborg Bibliotekerne. Den nye biblioteksleder, der allerede er tiltrådt, er kæmpe fan og bruger af kulturlivet - i alt fra musik til film og konsol-spil.
- Jeg er gigantisk fan af det canadiske rockband Rush, jeg har siddet i Captain Kirk’s stol i rumskibet USS Enterprise (fra den originale Star Trek-serie), og mit favoritspil på tværs af alle år er X-COM: Enemy Unknown fra 1994, fortæller Finn Christiansen, der overtager stillingen som biblioteksleder fra Bo Jacobsen, som gik på pension tidligere i år.