Henrik Dalum leder stadig 4H

4H genvalgte på sit landsmøde 32-årige Henrik Dalum, Vebbestrup, til sin tredje formandsperiode

24. april 2018 kl. 06.01

HOBEO: Landsforeningen 4H har på sit landsmøde genvalgt sin 32-årige formand, Henrik Dalum, Vebbestrup, for en tredje, toårig periode.

4H er en landsdækkende børne- og ungdomsorganisation, der primært laver aktiviteter inden for dyr, natur og mad.

4H har 80 klubber, fem gårde og sammenlagt 3700 medlemmer.

Landsmødet bød i øvrigt på såvel mere aktivitet som flere deltagere end sædvanligt.

Og den genvalgte formand føler ikke, han ikke færdig med at styre og udvikle 4H.

Bevæget formand

Derfor valgte Henrik Dalum at genopstille til sin tredje periode som formand,.

Uden modkandidat blev han valgt til formandsposten på organisationens landsmøde på Dalum Landbrugsskole.

- Jeg er rigtig glad for den tillid, man igen har vist mig.

- Jeg værdsætter virkelig den støtte, jeg har fået de seneste år og også fik på landsmødet, takkede en bevæget Henrik Dalum, efter at landsmødet havde genvalgt ham.

Spændende strategi

- Hvis jeg havde brugt mascara på, så var den nok løbet ned ad kinderne, bekender han.

Henrik Dalum agter da heller ikke at spilde tiden.

- Vi er i gang med et meget spændende strategiarbejde, og der venter endnu et travlt år, for vi har mange ting i gang.

- Og jeg er klar til at tage arbejdshandskerne på, erklærer Henrik Dalum og uddyber:

- 4H vil fortsat rette fokus på vores kerneområder, der er dyr, natur og mad.

- Vi skal have flere aktiviteter spredt over hele landet, vi skal have flere klubber, og vi skal gøre det nemmere og mere attraktivt at være både klub og medlem i 4H, bebuder han.

Succes med workshops

4Hs landsmøde havde samlet 85 deltagere - flere end de sædvanlige cirka 50.

Måske fordi landsmødet i år blev piftet op med workshops, hvor klubberne inspirerede hinanden.

- Vi så mange nye ansigter, og vi oplevede en summen af liv, da de først blev sluppet løs til workshops.

Klubberne fik snakket med hinanden, og jeg synes, det er vigtigt, at der er tid og plads til, at man kan lære af hinanden, tilføjer Henrik Dalum.

Formålet med 4H er, at skabe selvstændige, nysgerrige, ansvarlige og engagerede børn og unge.

Fire gang H står for hånd, hoved, hjerte og helbred.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste