Bente Høj Jensen modtager prisen og statuetten af borgmester Per Bach Laursen. Foto: Aars Handel
Mennesker

Fornem bypris gik i år til Bente Høj Jensen

30. august 2022 kl. 13:49

Bente Høj Jensen modtog i lørdags prisen som "Dette Aars Per" på Per Pallesens Plads i hjertet af Aars.

”Dette Aars Per” er en hæder, der kan tildeles en lands- eller branchekendt person, som på en ekstraordinær og sober måde udadtil vedkender sig sit tilhørsforhold til Aars.

Bente Høj Jensen er mor til fire – og dertil kommer, at familien også gennem 16 år var plejeforældre for børn i aflastning fra Aars Kommune.

Hun sad i 16 år i skolebestyrelsen og var formand for skolekommissionen i Aars Kommune. Tilbage i en periode i 1990’erne var hun også medlem af byrådet i Aars.

Hun har siddet i bestyrelsen for Kvickly i Aars, hvilket bragte hende ind i FDBs repræsentantskab på landsplan.

- Men det er lokalt i Aars og Vesthimmerland, at hun har gjort sig fortjent til Dette Aars Per. Det er ikke første gang, hun bliver belønnet for sit engagement i Aars og Vesthimmerland. Hun var nemlig den allerførste modtager af Vesthimmerlands Kommunes Kulturpris, som hun modtog i 2007, lød det i begrundelsen fra borgmester Per Bach Laursen, som overrakte prisen til Bente Højen Jensen.

Derudover har hun været medlem af bestyrelsen for både Aars Teater Bio og byens kulturhus ALFA. Og fra 2009-2021 sad hun i bestyrelsen for Vesthimmerlands Museum.

Efterfølgende vil Bente Høj Jensen sætte sit håndaftryk i en flise, som senere bliver lagt ned på Per Pallesens Plads ved siden af fliserne med håndaftrykkene af de 18 tidligere modtagere.

Komiteen, der beslutter, hvem der skal modtage ”Dette Aars Per”, består af borgmesteren i Vesthimmerlands Kommune, en repræsentant fra Lokalhistorisk Forening i Aars, en repræsentant fra Aars Borgerforening, en repræsentant fra Aars Handelsstandsforening, kunstneren Peer Poulsen (der selv modtog titlen i 2019) og direktionen i Sparekassen Danmark.

Skuespiller Per Pallesen var den første modtager af prisen tilbage i 2002, og siden er blandt andre berømtheder som bokser Gert Bo Jacobsen, kunstner Per Kirkeby og købmand Lars Larsen blevet anerkendt med titlen.

Prisen er oprindeligt stiftet i fællesskab af den tidligere Aars Kommune (nu Vesthimmerlands Kommune) og Sparekassen Himmerland (nu Sparekassen Danmark).

Annonceret indhold

Nyeste