Billede beskrivelse

Rygskade gav Tenna invaliderende stress: Nu er hun Støvrings nye fodengel

09. december 2021 kl. 09.00
Opdateret kl. 09.42

44-årige Tenna Krogh Klausen har slået dørene op til Fodenglen i Grangårdscentret i Støvring. En zoneterapeut-klinik med fokus på behandling af blandt andet stress, særligt sensitive og AHDH/ADD.

Tenna Krogh Klausen arbejdede i mange år i plejesektoren i Rebild Kommune, primært med demens, skizofreni og senhjerneskadede, men hun var desværre så uheldig at pådrage sig en alvorlig rygskade, der betød hun ikke kunne gå.

- Det betød to års genoptræning, og her prøvede jeg selv zoneterapi og fandt ud af, hvad den type behandling kunne gøre for mine smerter og ikke mindst den invaliderende stress, man får af ikke at kende sin fremtid, fortæller Tenna, der i dag er eksamineret, RAB-registreret zoneterapeut.

Billede beskrivelse

- Derefter hjalp jeg selv en nær pårørende med at dæmpe en sygdom, der kunne ende livstruende, hvis ikke der kom styr på den. Det var for alvor startskuddet til at jeg fik lyst til at uddanne mig.

I tillæg til zoneterapien tilbyder Tenna også øreakupunktur og tsuboki – sidstnævnte en japansk ansigts- eller fodmassage, der er en ældgammel teknik.

”Hjemme” i Støvring

Efter Tenna afsluttede sin uddannelse, åbnede hun en klinik i Tornby ved Hirtshals. Her åbnede hun i sommeren 2020, men det efterfølgende efterårs og vinters corona-udfordringer betød, at hun besluttede at lukke klinikken.

I stedet slog hun midt i november i år dørene op til Fodenglen i Grangårdscentret i Støvring, hvilket også passer meget bedre med, at hun bor i Ravnkilde med sin mand Jens, og parrets to teenagepiger; Trine og Sofie.

- Jeg var ude og kigge på flere forskellige lokaler, og synes klart, at dem her i Grangårdscentret var de mest oplagte. Der sker jo også mange nye, spændende ting i centret, så det skal nok blive godt.

- Jeg har fået en fin start, men kan desværre også godt mærke, at corona er begyndt at spøge igen. Men jeg krydser alt, hvad jeg har for, at der ikke kommer nedlukninger. Vi tager i hvert fald alle tænkelige forholdsregler, siger Tenna Krogh Klausen – Støvrings nye fodengel.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste