Dyrlæge Edwin Linde (tv), nyopererede Berta i midten og hundeejer Carsten Nielsen. Foto: Helge Søgaard
Mennesker

Dyrlægen tager altid telefonen

- Det kan vi gøre, fordi vi er en selvstændig dyreklinik, forklarer dyrlæge Edwin Linde, Dyrlægehuset i Støvring

16. oktober 2021 kl. 10:00
Dyrlæge Edwin Linde (tv), nyopererede Berta i midten og hundeejer Carsten Nielsen. Foto: Helge Søgaard Helge Søgaard
Dyrlæge Edwin Linde i operationsstuen. Foto: Helge Søgaard Helge Søgaard
Bemærk de tre heste foran selvbinderen, siger Edwin Linde.? Foto: Helge Søgaard Helge Søgaard
Førstesalen på vej til at blive et undervisningslokale. ?Foto: Helge Søgaard Helge Søgaard

- Det var næsten til at grine ad, lyder det fra den lattermilde dyrlæge Edwin Linde, når han skal forklare, hvordan det gik til, at han og hustruen Rikke Engelbrecht åbnede dyreklinik i Støvring.

Baggrunden herfor skal findes i at hustruen Rikke, der er ekspertrådgiver for landmænd og kvægproducenter blandt andet omkring ernæring til køer og kalve, var på jagt efter nye lokaler. Og da ægtefællen Edwin Linde en dag kørte forbi en passende ejendom på Hjedsbækvej mellem Støvring og Sørup med et til salg skilt udenfor, var tanken, at det kunne da passe til fruens virksomhed.

- Men da vi kom indenfor, viste det sig, at bygningen var en tidligere dyrelægeklinik, som passede lige til mit behov som dyrlæge. Så derfor åbnede vi Dyrlægehuset Støvring i 2013, forklarer dyrlæge Edwin Linde.

Dyrlæge Edwin Linde i operationsstuen. Foto: Helge Søgaard

Dyrlægehuset er en selvstændig dyrlægepraksis, der helt bevidst har valgt at stå alene og dermed uden for de mange kædesamarbejder inden for dyrlægepraksis, som er meget udbredt i dag.

- Det har vi valgt, fordi vi ønsker at have vort helt eget råderum til at drive dyrlægepraksis, og herunder at vurdere, hvornår en behandling tjener såvel dyret som ejeren bedst, fastslår dyrlæge Edwin Linde, der gerne uddyber den på engang kontroversielle men også realistiske tilgang til arbejdet med folks kæledyr.

- Det er sådan, at man i princippet kan lave næsten alt på et dyr, der er sygt, blevet gammelt, eller som er kommet til skade. Men er det rimeligt, at ejeren af en hund skal investere mange tusinde kroner på at udskifte dyrets hofter, eller at en kat skal gennemgå en meget stor og økonomisk omfattende operation, blot fordi man kan, lyder det pragmatisk fra Edwin Linde.

Dermed stiller han både et relevant og følelsesmæssigt spørgsmål om, hvad der tjener dyret bedst i forhold til en vanskelig operation og et langvarigt genoptræningsforløb, hvor et godt dyreliv også er en reel faktor, foruden det kontroversielle faktum at der jo kan være tale om en kat, der under alle omstændigheder lever et risikofyldt ude- og natteliv!

- Vi ved, at det er svært, og at der netop er mange følelser i spil, når det drejer sig om en god firbenet ven i livet, men etikken er også, at vi ikke nødvendigvis altid skal lave alt, fordi alt både har sin pris men også sin afslutning.

Bemærk de tre heste foran selvbinderen, siger Edwin Linde. Foto: Helge Søgaard

Døgnet rundt

Dyrlægehuset udskiller sig også ved at have døgnåbent, forstået på den måde at man altid tager telefonen uanset tidspunktet. Og der er faktisk mange, der ringer i løbet af aftenen eller midt om natten.

- Her vurderer vi i hvert enkelt tilfælde behov, om det er så akut, at vi skal tænde lyset på klinikken, forklarer Edwin Linde, der på en typisk uge har op til 10 aftenopkald, hvoraf 2-4 skal på klinikken efter åbningstid.

- Det anser vi også som en særlig service, vi er i stand til at yde, når vi kan agere helt selvstændigt som dyrlægeklinik.

Lige nu er parret i fuld gang med at indrette førstesalen på Dyrlægehuset. Her skal der være foredragssal, hvor man vil tilbyde udadvendte aktiviteter som kurser i håndtering af en ny hvalp i familien, eller hvordan man optimalt passer de vædderkaniner, som nu er blevet en del af familien.

- Folk vil gerne vide mere i dag, og der er en udbredt søgen efter kompetent rådgivning. Lige netop det kan vi tilbyde, således at vi med dette initiativ også er med til at sikre, hvad der tjener dyrene bedst, forklarer Edwin Linde engageret.

Førstesalen på vej til at blive et undervisningslokale. Foto: Helge Søgaard

Køer i rammer

Måske kommer de mange solide principper, etikken og inspirationen fra kunsten på væggene. Overalt i klinikken hænger der nemlig smukke malerier af køer, kalve og landbrugsmotiver.

- Sådanne malerier hang førhen ude på alle gårdene, men i dag ender de i stort tal i affaldscontainere. Det synes jeg er synd, fordi de repræsenterer både en tidsalder, foruden at de er et kulturbillede. Og så er de jo smukke at se på, forklarer Edwin Linde.

- Jeg køber dem på loppemarkeder - og gerne malerier lavet af Mariager-maleren Gunnar Bundgaard, lyder det fra den travle dyrlæge, der i øvrigt gerne vil ansætte yderligere et par dyrlæger i klinikken.

- Der er drøntravlt, og antallet af kæledyr er jo på ingen måde blevet mindre gennem de seneste par år, hvor folk har anskaffet sig en firbenet arbejdskollega til hjemmekontoret, lyder det med et smil fra dyrlæge Edwin Linde.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu